Fulde teenagere på mad-rov: Stjal hjemmebagte boller

Tre teenage-drenge blev sultne efter en bytur i nat og gik på mad-rov i folks frysere på vej hjem

Tre drenge var på vej hjem fra en bytur i Vejle natten til lørdag, da de blev lidt druk-sultne og stjal mad fra folks frysere. Det blev blandt andet til nogle hjemmebagte boller. (Arkivfoto: Klaus Gottfredsen, Jyllands-Posten.)
Tre drenge var på vej hjem fra en bytur i Vejle natten til lørdag, da de blev lidt druk-sultne og stjal mad fra folks frysere. Det blev blandt andet til nogle hjemmebagte boller. (Arkivfoto: Klaus Gottfredsen, Jyllands-Posten.)

Tre teenage-drenge var på vej hjem fra en bytur i Vejle natten til lørdag, da de blev lidt druk-sultne.

- Patruljen oplyser, de tre personer har fejret deres nyligt erhvervede karakterer med en bytur og var på vej hjem. Så skulle de både have noget at spise og drikke, fortæller vagtchef Jesper Duus ved Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet lørdag.

Derfor besluttede drengene sig for at gå på mad-rov i folks frysere, der stod i ulåste garager og carporte.

De to drenge på 16 og drengen på 15 var inde tre steder. De fik opsnappet nogle frysebakker med kylling, noget is og nogle hjemmebagte boller. De stjal også spiritus.

Sigtes for tyveri
Desværre for de sultne tyve, vågnede en beboer ved, der var puslen og rumsteren og tilkaldte politiet.

De tre blev snuppet på fersk gerning kort efter kl. 3 og indrømmede, at de havde været inde flere steder på Jørgen Brønlundsvej i det sydlige Vejle.

- De har så fået en lille sigtelse for tyveri og en lille huskekage og så er de blevet sendt hjem igen, siger Jesper Duus.

Drengene blev kørt hjem. De kan ende med at få en bøde og et minde på deres straffeattest.

- Det var selvfølgelig lidt fjollet og ubetænksomt gjort, siger Jesper Duus.

Politiet afleverede de stjålne varer tilbage til beboerne i området. Det er uvist, om drengene nåede at få stillet deres sult først.