DOMMERVAGTEN I KØBENHAVN (Ekstra Bladet): En 24-årig mand bliver netop nu fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drab på en jævnaldrende kvinde.
Det fremgår, at han er sigtet for drab på kvinden, muligvis ved kvælning, i tidsrummet mellem søndag 2. januar klokken 23 og mandag 3. januar omkring klokken 5.42 ved Jollevej 5 i København.
Den sigtede er en høj ung mand, der kom ind i blåt fængselstøj. Han har sort hår, der var samlet i en kort hestehale midt på baghovedet med en hvid elastik, og kort, sort fuldskæg. Han bekræftede sit navn og fødselsdato, og at han blev anholdt i går klokken 9.44.
Han nægter sig skyldig, oplyste hans forsvarer.
Han blev efter et retsmøde på kun lidt over en halv time varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage.
Fundet i bil
Både han og det kvindelige offer blev beskyttet af navneforbud, og dommeren valgte trods protester fra pressen også at lukke dørene af hensyn til forbrydelsens karakter og sagens tidlige stadie.
Kvinden blev mandag fundet død i en bil i vandet ved Amager Strandpark, efter at hun søndag nat blev meldt savnet af familien, fordi hun ikke kom hjem.
Sagen var dog omgærdet af mystik, og det var først op ad dagen, at det stod klart, at politiet ville fremstille manden i grundlovsforhør. Han er kæreste til kvinden.
På tilhørerbænkene var den unge mands forældre og søster.
- Indtil videre er der noget mistænkeligt, der gør, at vi har anholdt kæresten og har sigtet ham for drab, men nu efterforsker vi og forsøger at greje, hvad der er sket, lød det i første omgang fra vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Brian Belling.
Det var en borger, der kørte forbi og kunne se bagenden af en bil i lagunen. Herefter sendte Hovedstadens Beredskab dykkere til stedet, og relativt hurtigt kunne politiet konstatere, at der var tale om den savnede kvindes bil.
Hun blev hentet op af vandet og lå på bredden, mens området blev undersøgt af teknikere og hunde, og Forsvarets minørdykkere var i vandet.
I løbet af eftermiddagen blev kvinden hentet af en rustvogn, og efter flere timer lykkedes det også at hæve bilen.
24-årig kvinde fundet død i vandet: Kæreste sigtet for drab
Dorthea ligger myrdet i en lejlighed i København. Hør fortællingen om et uopklaret kvindedrab, en vicevært, der forsvandt og et rum hos politiet med gamle drabssager i Ekstra Bladets podcast: