En 55-årig mand blev dræbt, da han natten til tirsdag blev påkørt, mens han gik på Frederikshavns-motorvejen, oplyser Nordjyllands Politi.
Klokken 1.55 fik politiet en anmeldelse om, at en person befandt sig på motorvejen omkring afkørslen ved Vodskov, oplyser vagtchef Per Jørgensen til Ekstra Bladet.
- Vi sender en hundepatrulje derud for at kigge efter vedkommende. Mens de søger langs motorvejen, kan de pludselig høre, at en bil påkører noget på motorvejen, siger han.
- De kan efterfølgende konstatere, at en person er påkørt. Han bliver erklæret for død klokken 3.21.
Manden havde tilsyneladende intet køretøj i nærheden, og politiet ved endnu ikke, hvorfor han befandt sig på motorvejen.
- Desværre finder vi ham ikke, før han bliver påkørt, siger vagtchef Per Jørgensen.
Et ægtepar kørte bilen, der uforvarende ramte manden med en lovlig hastighed på omkring 130 kilometer i timen.
- De er ikke kommet til skade, men bilen er rimeligt skadet. De er blevet tilbudt psykologhjælp, siger vagtchef Per Jørgensen til Ekstra Bladet.
Familien til den dræbte mand er endnu ikke underrettet.