Gæster på Café Sommersko: Vi troede, der blev skudt

Der opstod panik blandt gæsterne på Café Sommersko, da ukendte gerningsmænd i nat begik hærværk mod caféen

Cafe Sommersko fik i nat smadret flere ruder. Foto: Kenneth Meyer
Cafe Sommersko fik i nat smadret flere ruder. Foto: Kenneth Meyer

Ved du noget? Så hører vi gerne fra dig. Send en mail til 1224@eb.dk eller sms 1224 (koster almindelig sms-takst)

Gæsterne på Café Sommersko frygtede for deres liv, da maskerede gerningsmænd i nat begik hærværk mod caféen.

Det fortæller en kvinde, som var til stede på Café Sommersko sammen med sine to veninder, til Ekstra Bladet. Omkring midnat blev hyggen afbrudt af høje lyde og ruder, der splintrede.

-  Lydene var så voldsomme, at vi tolkede det som et angreb og vi smed os ned på gulvet og lå helt stille i frygt for hvad der skete, indtil lydene holdt op. Andre løb ned på toiletterne, hvor de låste sig inde, fortæller kvinden, som ønsker at være anonym. Ekstra Bladet kender hendes fulde identitet.

Politiet bekræfter overfor Ekstra Bladet, at hærværket klokken 23.55 lørdag blev begået af syv-otte maskerede gerningsmænd, der smadrede vinduerne med stole og borde. Gerningsmændene flygtede i en mindre grå bil.

Troede, det var terror
Kvinden fortæller, at der opstod panik på caféen, og at alle gæsterne reagerede, som om de var i livsfare.

- Det eneste, jeg kunne tænke var, at det var terror, og at nu skyder de os. Det er jo desværre den åbenlyse reference, man har for tiden, fortæller kvinden.

Gæsterne blev vist ned i kælderen af personalet, og først da de fik at vide, at politiet var ankommet, og at der var tale om hærværk, kom der ro på gæsterne.

Foto: Kenneth Meyer Krimi Hærværk mod kendt café i København

Caféejer fængslet for vold
Nattens hærværk mod Café Sommersko sker, efter caféens indehaver er blevet fængslet i en voldssag med tråde til det københavnske bandemiljø.

Om sagen har forbindelse til en episode torsdag aften på en anden af cafébaronens københavnske besiddelser, Café Dan Turell i Store Regnegade er altså endnu uklart.

Her blev en tidligere ansat på caféen ifølge anklagemyndighedens sigtelse overfaldet af caféejeren og bestyreren. De greb ham så hårdt om halsen, at det sortnede for hans øjne i fem sekunder.

Fredag valgte en dommer i København at varetægtsfængsle de to i foreløbig 10 dage for overfaldet, som anses for at være grov vold. Cafëejeren og bestyreren nægter sig begge skyldige i sigtelsen.

Efterforskningsleder Kenneth Jensen siger til Ekstra Bladet, at politiet nu vil efterforske om der er en sammenhæng mellem hærværket og de varetægtsfængslinger, som skete i fredags.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Café Sommersko, men de ønsker ikke at udtale sig.

Cafe Sommersko fik smadret flere ruder i nat. Foto: Kenneth Meyer Krimi Cafébaron og bandefigur fængslet for vold

Ved du noget? Så hører vi gerne fra dig. Send en mail til 1224@eb.dk eller sms 1224 (koster almindelig sms-takst)