RETTEN I AALBORG (Ekstra Bladet): Den 59-årige tidligere kommunalpolitiker Per Zeidler sidder i dag igen tiltalt ved Retten i Aalborg, hvor anklagemyndigheden forsøger at få ham idømt en ubetinget fængselsstraf for rufferi.
Per Zeidler blev landskendt, da han i 2017 - lige op til kommunalvalget - blev afsløret i sammen med en anden mand at arrangere gangbangs, hvor adskillige mænd mod betaling havde sex med kvinder.
Håndklæder og kondomer
Arrangementer, hvor Per Zeidler og hans makker havde stået for alt det praktiske med annoncering, leje af lokaler, håndklæder og indkøb af kondomer. Mod at de to mænd selv modtog en del af betalingen.
I maj 2019 blev den tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat idømt seks måneders betinget fængsel for at stå bag mindst 73 sexorgier, hvor han selv tjente penge på det.
Men blot otte dage efter at dommen faldt, var den tiltalte igen arrangør af gangbangs. Og var det ifølge politiet mindst seks gange frem til august samme år. Det er disse tilfælde af gangbangs, anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi nu forsøger at få Per Zeidler dømt for.
Der er dog væsentlige forskelle på de to sager.
Privat område
Den ene er, at Per Zeidler tilstod i den første sag, mens den anden forskel er, at han i den aktuelle sag har afviklet sex-arrangementerne i sit eget hus ved Hadsund. Altså på privat område.
Derudover er forskellen, at de penge, der har været involveret, har skullet dække udgifter til vand, varme, håndklæder og andre fornødenheder. Derfor har han ifølge sin egen forklaring ikke tjent på arrangementerne.
Langt den største del af pengene gik i stedet til de to kvinder, som var seksuelt midtpunkt for sex-orgierne. Sådan lød forklaringen i al fald fra den ene af de to kvinder, som sad i vidneskranken som indledning på dagens retsmøde i den store retssal N i domhuset i Aalborg.
Ville udleve fantasi
- Jeg havde talt med Per om, at jeg ønskede at udleve mine seksuelle fantasier. Eftersom jeg ikke kendte det praktiske i det - og Per havde erfaring med det - så var det oplagt, at han var en del af det, sagde kvinden, som selv betegnede sin relation til Zeidler som 'meget tæt'.
- Vi har en nær relation til hinanden. Man kan ikke sige, at vi er eller var kærester, men man kan godt sige, at jeg var hans sugarbabe, sagde vidnet, da specialanklager Kim Kristensen udspurgte hende.
Den aktuelle retssag mod Per Zeidler har været udsat flere gange. Da sagen tog sin spæde begyndelse i juni sidste år, blev den tiltalte afhørt som det første. Her sagde han blandt andet:
- Jeg driver ikke en forretning. Det kommer ingen ved, hvad jeg foretager mig inden for mine egne fire vægge.
Og videre:
Private sammenkomster
- Ja, jeg har lavet private sammenkomster med gangbang, men det er sket i mit eget hjem, og jeg har kun stået for annoncering og i nogle tilfælde kontaktformidling til de involverede, sagde han.
Per Zeidler nægter sig skyldig.
Der ventes dom i sagen i morgen.
Ekstra Bladet følger sagen i Retten i Aalborg ...