'Genbrugsbande' tømte tøjcontainere: Røde Kors mistede millioner til nødhjælp

Fire polakker er tiltalt for at have stjålet mere end 10 tons tøj, der var doneret til hjælpeorganisationer

Det stjålne tøj blev kørt i varebiler til Polen. Ifølge tiltalen havde chaufførerne falske fragtbreve klar, der viste, at tøjet var købt lovligt i Sverige. Politifoto
Det stjålne tøj blev kørt i varebiler til Polen. Ifølge tiltalen havde chaufførerne falske fragtbreve klar, der viste, at tøjet var købt lovligt i Sverige. Politifoto

Efter varetægtsfængslingen af fire polakker i foråret ophørte de organiserede tyverier af genbrugstøj fra Røde Kors og andre hjælpeorganisationers tøjcontainere stort set.

Tøjet, som private donerer, er en stor og vigtig indtægtskilde for hjælpeorganisationer som Røde Kors, Blå Kors og Kirkens Korshær, men gang på gang var tøjcontainerne næsten tomme, når chaufførerne kom for at tømme dem.

Alene Røde Kors mistede en indtægt på flere millioner kr., der skulle være gået til hjælpearbejde.

Københavns Byret tager fredag hul på retssagen mod de fire polakker i alderen 21 til 27 år, der er tiltalt for organiserede tyverier af genbrugstøjet. De nægter sig skyldige.

Politiet mener, tøjet blev kørt til Polen og solgt. Der er angiveligt et stort marked for brugt tøj i Polen.

Falske fragtbreve
Ifølge tiltalen brugte polakkerne falske fragtbreve, der skulle dokumentere overfor politiet, at sækkene med tøj i polakkernes varebiler var retmæssigt købt i Sverige.

Politiet fandt seks nøgler til tøjcontainere i polakkernes besiddelse. Tøjcontainerne var typisk ikke blevet brudt op, men låst op med nøgler.

- Der var ikke avancerede låse på containerne, så det har været ret let at få fremstillet nøgler, siger efterforskningsleder Lars Feldt-Rasmussen, Københavns politi.

Han oplyser, at organiserede tyverier fra genbrugscontainere nu stort set er stoppet. Der kommer ikke længere stribevis af anmeldelser fra hjælpeorganisationerne, der i slutningen af 2021 bad politiet om hjælp til at stoppe fænomenet.

De fire polakker er med lidt forskellige roller tiltalt for tilsammen at have stjålet godt 10,5 tons genbrugstøj. Den samlede værdi er sat til cirka 100.000 kr., fordi ét kilo genbrugstøj sættes til en værdi på godt ni kroner.

Politiet mener, at polakkerne har opereret over en stor del af Sjælland fra november sidste år til marts i år.

Tyverier er 'klart faldet'
29. marts slog politiet til i en aktion, hvor to af de nu tiltalte blev anholdt på fersk gerning i Roskilde, efter at de havde tømt flere tøjcontainere. Under aktionen fandt politiet 4,8 tons stjålet genbrugstøj.

Genbrugschef Tina Donnerborg, Røde Kors, bekræfter, at tyverierne fra tøjcontainerne 'helt klart er faldet': - Vi oplever tyverier fra tid til anden, og vi anmelder det til politiet hver gang. Ofte er der vidner, der kan hjælpe med optagelser eller numre på biler, siger hun.

Røde Kors kan ikke oplyse præcist, hvor meget tyverierne har kostet organisationen: - Vi ved jo ikke, hvad der har været i containerne, men vi estimerer, at der er taget flere millioner kr. fra mennesker, der har brug for hjælp.

Røde Kors genbrug omsatte for 200 mio. kr. i 2020 i 250 butikker: - Tøj er klart vores største varegruppe, siger Tina Donnerborg.

Hun er meget glad for, at politiet satte alt ind på at stoppe de organiserede tyverier.

Ud over de 4,8 tons tøj politiet fandt ved anholdelserne er polakkerne tiltalt for yderligere tyverier af godt fem tons. Politifoto
Ud over de 4,8 tons tøj politiet fandt ved anholdelserne er polakkerne tiltalt for yderligere tyverier af godt fem tons. Politifoto