To mænd blev fredag aften lokal tid skudt og dræbt, da en gerningsmand åbnede ild på en restaurant i et storcenter i Arizona.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det var angiveligt et skænderi, der førte til skyderiet på restaurant Firebirds. Adskillige mennesker var på stedet, da dramaet udspillede sig. Det fortæller en talsmand for den lokale sherif, Cody Gress, på en pressekonference.
Kvinde ramt af skud
Foruden de to dræbte blev også en kvinde ramt af skud. Hun er nu indlagt på et nærliggende hospital.
- De tre implicerede kendte hinanden i forvejen, men detaljerne i deres forhold er endnu ukendt, oplyser talsmanden.
Myndighederne ved endnu ikke, hvad skænderiet drejede sig om, eller hvordan det udviklede sig til et skyderi, skriver Reuters.