Glemte puder skabte kaos ved jødisk butik på Østerbro

En taske fyldt med puder og tæpper var mandag morgen skyld i, at rullemarie og hærens EOD-tjeneste måtte i aktion ved jødisk delikatesseforretning på Østerbro

(Foto: Jonas Ryefelt)

En taske fyldt med puder og tæpper skabte mandag morgen store udfordringer for den københavnske morgentrafik, da politiet ikke tog nogen chancer og afspærrede den trafikerede Lyngbyvej på Østerbro i København, da man fandt en mistænkeligt udseende taske foran en jødisk butik.

Efter knap to en halvtimes afspærring valgte politiet at hæve afspærringen.

Krimi Lyngbyvej spærret efter fund af mistænkelig taske ved jødisk forretning

Det skete efter Hærens ammunitionsrydningstjeneste og rullemarie kunne afsløre, at indholdet af tasken var ganske harmløst.

Blandt indholdet var puder og tæpper.

(Foto: Kenneth Meyer)
(Foto: Kenneth Meyer)
 

- Der var ikke noget mistænkeligt i tasken. Der var nogle personlige affekter, men det er endnu for tidligt at sige, med hvilket formål tasken var placeret der. Hvis det viser sig, at tasken var placeret der for at skabe frygt, kan vi rejse tiltale mod vedkommende der har sat den der. Men det er formentlig bare en simpel forglemmelse, siger vagtchefen ved Københavns Politi, Michael Andersen, til Ekstra Bladet.

Udvidede afspærringen
Tasken blev fundet af en patruljevogn, der rutinemæssigt kørte en runde ved den jødiske specialforretning og i den forbindelse opdagede den ensomme taske.

Rullemarie måtte i aktion (Foto: Kenneth Meyer)
Rullemarie måtte i aktion (Foto: Kenneth Meyer)
 

I første omgang valgte politiet at afspærre Lyngbyvej mellem Rovsingsgade og Haraldsgade, men valgte kort efter at udvide afspærringen betragteligt.

- Bomberydderne valgte efter deres ankomst at udvide afspærringen mod nord. Det skete i overensstemmelse med tjenestens procedurer, forklarer Michael Andersen.

Skærpet opsyn
Den jødiske butik på Lyngbyvej er blandt de jødiske butikker og institutioner, der siden terrorangrebet i København i februar har været under skærpet overvågning af politiet.

Det er da heller ikke første gang at butikken på Lyngbyvej er centrum for politiets opmærksomhed.

Natten til den 9. april blev forretningen overmalet med grafitti af hærværksmænd, der blandt andet skrev 'jødesvin' på muren og smadrede en butiksrude.