GLS efter kritik: Helt uacceptabelt

Ifølge pakkefirmaet GLS er der 'nultolerance' over for hensynsløs kørsel i trafikken, lyder det fra talsperson, der ikke vil oplyse sit navn

GLS efter kritik: Helt uacceptabelt

I løbet af weekenden har Ekstra Bladet i to tilfælde beskrevet, hvordan GLS-chauffører er blevet fanget på video, mens de dels kører over for fuldt rødt lys og dels overhaler langsomtkørende trafik på motorvejen i nødsporet.

I begge tilfælde forsøgte Ekstra Bladet uden held at få en kommentar fra GLS til kørslen, men mandag morgen er GLS vendt tilbage på vores henvendelser.

Via en talsperson, der ikke ønsker at oplyse hverken navn eller stilling, lægger virksomheden sig fladt ned i forhold til den uacceptable kørsel.

- Vi accepterer ikke sådan en kørsel, og så snart vi finder ud af det, håndterer vi det efter situationen. Og de her grelle overtrædelser accepterer vi selvfølgelig ikke, hverken i vores virksomhed eller hos vores samarbejdspartnere, lyder det fra talspersonen.

- Så i de to konkrete tilfælde, vi har omtalt, hvad er konsekvensen så for de pågældende chauffører?

- Jamen i denne situation kan vi jo ikke acceptere, at vi har sådan en til at ligge og køre for os. Så der vil vi indstille over for vores samarbejdspartnere, at vi ikke ønsker den adfærd.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

GLS efter kritik: Helt uacceptabelt

Her kører en GLS-bil over for rødt uden den store tøven.

Kan ikke eliminere det helt
Efter omtalen af de to videoer har flere læsere henvendt sig til Ekstra Bladet og fortalt om oplevelser med GLS-chauffører, der ikke overholder færdselsloven og parkeringsregler.

Hos GLS afviser man, at det er et generelt problem.

- Men det er mennesker, vi har med at gøre, og som er ansat, og vi kan ikke 100 procent eliminere de her tilfælde. Som sagt accepterer vi det ikke på nogen måde, og lige så snart vi bliver bekendt med det, handler vi efter det.

- Hvad gør I selv for at forhindre, at det sker?

- Det er en del af deres introduktionsmateriale som nye chauffører, hvor vi taler om de situationer, vi ikke ønsker, og vi taler om, hvor synlige de egentlig er. Dels at det er farligt for medtrafikanter, og dels at det er skidt for vores omdømme. Vi har jo ingen interesse i, at folk ligger og kører sådan her, det håber jeg også, du kan forstå.

- Er det noget I løbende følger op på, nu hvor I også får sådan en omgang dårlig omtale?

- Ja, det er klart, det bliver taget op som aktivt materiale, som vi deler med vores samarbejdspartnere og chauffører, lyder det fra talspersonen.

Klag til GLS
Han opfordrer personer, der oplever uheldig adfærd fra en chauffør, til at tage kontakt til GLS med oplysninger om den pågældende episode.

- Og de må meget gerne kunne dokumentere det. Problemet er, at hvis der ikke følger dokumentation med, bliver det påstand mod påstand. Det tager vi selvfølgelig gerne op og tager diskussionen, men hvis ikke vi kan se det konkret, har vi et problem med at tage diskussionen med den pågældende chauffør - eller måske sågar finde ud af, hvem det er.