Grønt område afspærret: Politiet efterforsker voldtægtssag

Kort før midnat fredag modtog politiet en anmeldelse om voldtægt begået i havneområde i Nexø

Politiet har spærret gerningsstedet for en mulig voldtægt af i Nexø, mens efterforskere leder efter spor i sagen. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Politiet har spærret gerningsstedet for en mulig voldtægt af i Nexø, mens efterforskere leder efter spor i sagen. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Et grønt område i Nexø på Bornholm har dagen igennem været afspærret, fordi politiet efterforsker en sag om voldtægt i området. Det mulige overgreb blev anmeldt fredag aften omkring klokken 23.25.

Det fortæller Jan Hansen, vagtchef i Bornholms Politi.

Han ønsker ikke at gå dybere ned i omstændighederne. Heller ikke, om der er foretaget en anholdelse i sagen.

- Der er mange løse ender, vi skal have styr på. Det eneste, jeg kan sige er, at vi arbejder på højtryk, siger vagtchefen.

Ekstra Bladet erfarer, at det afspærrede område ligger i den nordlige del af Nexø Havn.

Bornholm summer af liv hen over weekenden, da øen danner ramme om det årlige folkemøde. Men intet peger i retning af, at sagen kan have noget med det arrangement at gøre.

Folkemødet afholdes i Allinge på det nordlige Bornholm. Nexø ligger i øens modsatte ende.