En guldsmed i Aarhus har mandag formiddag været udsat for røveri.
Østjyllands Politi fik kl. 10.15 en anmeldelse om, at tre personer havde begået røveri i forretningen i Guldsmedgade.
Under røveriet blev ejeren slået ned, oplyser politiet. Indehaveren er ikke alvorligt tilskadekommen og har det efter omstændighederne godt.
Der er ingen oplysninger om udbyttet.
Efter røveriet flygtede gerningsmændene i en sølvgrå/koksgrå Audi. Ifølge politiet har bilen muligvis registreringsnummerYX3328.
Politiet arbejder lige nu på stedet, og beder om vidners hjælp, som har overværet røveriet eller som har information om køretøjet.
Såfremt man ser bilen, bedes man ringe til politiet på 112.
Den efterlyste bil er angiveligt set omkring klokken 10.30 kørende ad Tordenskjoldsgade på Trøjborg mod Marienlund/Grenaavej, hvor den med stor hastighed kørte overfor rødt ved Skovvangsvej.
Gerningsmændene beskrives som:
A: Mand, 20-25 år, 180-185 cm, lys i huden. Iført sort tøj, blå hætte, hvide sko med røde detaljer, kasket med sort/hvid ternet front, sort rygsæk, grå handsker. Bar knivlignende genstand.
B: Mand, 20-25 år, 175-180 cm, lys i huden. Iført sort tøj, sort kasket og sorte sko med hvide detaljer.
C: Mand, 20-25 år, 185-190 cm, mørk i huden. Iført sort tøj og sort kasket.