Håndværker fandt pistol i parkeringskælder

Politifælde ledte til 27-årig ugandisk mand

I parkeringskælder på Amager gjorde en håndværker et bemærkelsesværdigt fund, da han i en kabelbakke fandt en plastikpose med en skarpladt pistol og tilhørende patroner.

Håndværkeren alarmerede politiet, der hurtigt skiftede pistolen ud med en atrap og opsatte videoovervågning, hvis ejermanden skulle vende tilbage.

Det gjorde han tilsyneladende. For fredag kunne Dommervagten i København varetægtsfængsle en 27-årig mand fra Uganda, der ifølge politiet forsøgte at hente pistolen 24. marts.

Han nægter sig skyldig i sigtelsen om våbenbesiddelse, men blev varetægtsfængslet i 26 dage.

Der er tale om en skarpladt pistol af mærket Mauser-werke kaliber 7,65, isat magasin med syv skarpe patroner og yderligere 10 skarpe, der lå ved siden af pistolen i en pose.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at politiet med overvågningen i hånden og via yderligere efterforskning blev ledt på sporet af den 27-årige mand.

På videoen ses manden angiveligt stille sig på en skraldespand og række op i kabelbakken i sin søgen efter pistolen.

Ifølge anklageren gjorde yderligere tøj- og skofund hos manden, at politiet med 100 procents sikkerhed kunne identificere ham på videoovervågningen.

Manden er varetægtsfængslet frem til 12. maj.