Disse billeder viser det frygtindgydende øjeblik, da en rasende ægtemand overfalder en kvindelig dommer.
36-årige José dos Santos hælder en brandbar væske ud over den chokerede dommer, Tatiane Moreira, og truer med at forvandle hende til en levende fakkel, hvis hun ikke lover at frikende ham for hustru-vold.

Den rystende episode fandt sted i et retslokale vest for Sao Paulo i Brasilien og omtales i en række internationale medier.
Trak hende ned på gulvet
Retssagen skulle lige til at begynde mod manden, der er tiltalt for at have overfaldet sin hustru. Pludselig gik manden til angreb på dommeren, trak hende ned på gulvet og hældte hende over med den brændbare væske.

Hver gang sikkerheds-personalet forsøgte at nærme sig dommeren, tændte den vrede mand sin lighter, mens dommeren grædende bad for sit liv.
Både politiet og manden selv filmede det bizarre optrin.
Lagt i håndjern
Til sidst stormede sikkerheds-folk, bevæbnede med en brandslukker, ind og afvæbnede manden. Samtidig blev den chokerede dommer bragt i sikkerhed.

Manden blev lagt i håndjern og ført bort. Dommeren blev kørt til hospitalet, hvor hun fik et bad og et tjek.
Politiet fandt i mandens taske en molotov cocktail - og en legetøjs dinosaur.