En Audi A4 Avant bliver aldrig mere til bil igen efter at hærværksmænd natten til søndag hældte otte liter saltsyre ind i bilen.
Forinden havde gerningsmændene smadret en siderude.
Også en liter cellulose-fortynder blev hældt ind i bilen, som nu er totalt skadet.
Hærværket fandt sted på Trompeterhøj i Hørup på Als.
Indbrud i skur
- Gerningsmændene har stjålet saltsyre og cellulose-fortynder i et nærliggende skur, oplyser vagtchef Jan Stokholm fra Syd og Sønderjyllands Politi.
Brandvæsenet blev omgående tilkaldt og de hældte vand ind i bilen for at fortynde de stærke væsker.
- Vi kender endnu ikke noget til, hvem gerningsmændene er eller til deres motiv, siger vagt-chefen til Ekstra Bladet.
Den ødelagte bil er fra 2006.
Kender du noget til sagen, så kontakt politiet på telefon 114.