Han sigter i flere minutter - og skyder – Ekstra Bladet
Krimi

Han sigter i flere minutter - og skyder

 

17. september blev en 41-årig kvinde skudt i hovedet af sin eksmand for øjnene af parrets to børn. Dermed endte hun som en af de 35 mennesker, der i løbet af 2021 er blevet dræbt. Ekstra Bladet har kortlagt de tragiske hændelser, der både dækker over partnerdrab, tilsyneladende tilfældige drab, hensynsløse drab på åben gade i det kriminelle miljø og psykisk syge, der slår ihjel

Cem Kaplan blev skudt og dræbt. Privatfoto
Cem Kaplan blev skudt og dræbt. Privatfoto

Skudt i Audi

2. januar

Offer: Cem Kaplan, 38 år og far til fem børn i alderen 1-12 år. Er straffet mange gange for blandt andet røverier og vold. Bandetilknyttet.

Sådan skete drabet: Der bliver affyret 11 skud mod en sort Audi ved en parkeringsplads på Rønbjerg Alle i Hillerød, hvor Kaplan og tre andre mænd sidder. Også en 21-årig mand, der anses for at være krigsminister i NNV-banden, blev ramt, men overlevede.

Gerningsmand: Bandidos-rockeren Jess Brønnum idømmes livstid for drabet. Han ankede på stedet.

Baggrund for drabet: Motivet er banderelateret. De fire var formentlig ofre for et baghold.

Jess Brønnum har anket livstidsdommen. Privatfoto
Jess Brønnum har anket livstidsdommen. Privatfoto
 

Foto: Christian Klindt Sølbeck
Foto: Christian Klindt Sølbeck

Morderen havde dræbt før

28. januar

Offer: 43-årige Freyja Egilsdottir Mogensen. Hun er mor til to børn og arbejder på et plejecenter i Odder.

Sådan skete drabet: Freyja bliver meldt savnet af sin eksmand, der også er far til hendes to børn, og bliver efterlyst offentligt. Men under politiets eftersøgning på hendes bopæl i Veilgårdsparken i Malling finder de flere ligdele, blandt andet gravet ned i haven.

Gerningsmand: Freyjas tidligere samlever Flemming Mogensen bliver anholdt 2. februar og sigtes for drab. Han blev allerede i 1995 dømt for at have dræbt sin daværende kæreste og mor til hans barn i Odder. Ved et retsmøde i december i år bliver han idømt livstid. Han modtager dommen.

Baggrund for drabet: Jalousi

Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov

Samlever sigtet for kvælningsdrab

2. februar

Offer: 44-årig kvinde.

Sådan skete drabet: Kvinden findes i kritisk tilstand i sin og samleverens lejlighed i Holte efter et kvælningsforsøg. Hun afgår senere ved døden.

Mistænkt/gerningsmand: Kvindens 54-årige samlever blev først varetægtsfængslet for drabsforsøg og erkendte de faktiske forhold i et grundlovsforhør. Sigtelsen ændres senere til drab. Han fængsles i surrogat på psykiatrisk afdeling.

Baggrund for drabet: Uvis.

Privatfoto
Privatfoto

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Kvinde sigtet for drab

14. februar

Offer: En 61-årig mand findes død i sit hus på Birkegaardsalle i Solrød Strand.

Sådan skete drabet: En ven til afdøde alarmerer politiet, da han under et besøg på stedet fornemmer, at noget er galt. Politiet finder manden død. Han er dræbt med adskillige slag og stik i hovedet og på kroppen med en ildrager og en askeskovl.

Mistænkt/gerningsmand: En 27-årig grønlandsk kvinde idømmes 12 års fængsel. De er kærester.

Baggrund for drabet: Kvinden har ifølge sn.dk forklaret, at de havde drukket sprut fra om morgenen, og at den dræbte på et tidspunkt siger, at hendes mor ikke elsker hende. Herefter går hun amok og slår ham mange gange.

– Jeg kunne ikke stoppe. Jeg ville ikke have, at han skulle dø, men han skulle tage sine ord tilbage, forklarede hun.

Kvinden blev fundet død i et buskads ved det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. Foto: Per Rasmussen
Kvinden blev fundet død i et buskads ved det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. Foto: Per Rasmussen

Sendte billede af offer på Snapchat

27. februar

Offer: 39-årige Stine Kitt Jørgensen var indlagt på den lukkede afdeling på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg, fordi hendes mentale udfordringer blev forværret, har hendes mor fortalt TV Øst. Hun beskriver sin datter som kreativ og en dygtig sanger og musiker.

Sådan skete drabet: Kvinden findes kvalt i et buskads ved det psykiatriske hospital.

Mistænkt/gerningsmand: En 20-årig patient på hospitalet anholdes umiddelbart efter og varetægtsfængslet i surrogat. På hans mobil finder politiet et foto af den døde kvinde, som han har sendt videre til en kammerat på Snapchat.

Manden, der nu er tiltalt for drab, er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet i form af vold og trusler.

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde
 

Mor sigtet for drab på seksårig

13. marts

Offer: En seksårig dreng.

Sådan skete drabet: Drengen findes dræbt med et knivstik i venstre bryst og delvist tildækket på en sofa i stuen, mens hans mor er i kritisk tilstand med flere stiksår og forbrændinger, da politi og brandvæsen rykker ud til ild i en lejlighed på Violvej i Kolding, der er låst indefra. Kvinden ligger i sengen i soveværelset, hvor døren er barrikaderet indefra, og der ligger en kniv og en flaske med brandbar væske.

Mistænkt/gerningsmand: Lægen vurderer, at skaderne på drengens 33-årige mor er selvpåførte. Hun sigtes for drab og varetægtsfængsles in absentia for drab og brandstiftelse.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Skudt under bodeling

27. marts

Offer: 62-årige Elin Frank Just. Arbejdede som klinikassistent i Horsens og bliver i et mindeord i Horsens Folkeblad fra sine tidligere arbejdsgivere beskrevet som en meget dygtig og kompetent medarbejder, som engagerede sig fuldt ud i både behandlinger og patienter. Hun var mor til to sønner.

Sådan skete drabet: Kvinden bliver dræbt på tæt hold med et skud i ryggen fra et oversavet jagtgevær, da hun er til bodeling hos sin eksmand i parrets tidligere fælles hus i Horsens, efter parret er flyttet fra hinanden. Hendes sønner er også med.

Mistænkt/gerningsmand: Kvinden eksmand anholdes og fængsles. Han nægter sig skyldig i drab. I retten har han adskillige mærker i hovedet efter vold. Sagen kører som nævningesag næste år.

Baggrunden for drabet: Kvinden var bange for eksmanden, der i længere tid havde truet hende. Og inden drabet slog et familiemedlem - angiveligt parrets søn - alarm til politiet, fordi der var et højt konfliktniveau i forbindelse med bodelingsforhandlinger efter skilsmisse.

Tidligere ungdomspolitiker stak ung pige ihjel

4. april

Offer: 18-årige Sandra Anine Berg Jensen var født på Lolland, men flyttede til Falster med sin familie. Hendes mor beskriver hende som en livsglad og hjertevarm pige, der altid så det gode i andre mennesker.

Sådan skete drabet: Politi og brandvæsen bliver kaldt ud til en overtændt lejlighed, hvor de finder den unge kvinde. Ligsyn og obduktion viser, at hun er dræbt med ti knivstik i højre side af brystkassen

Gerningsmanden: 19-årige Jan-Evald Pedersen Hardlei blev i september idømt 14 års fængsel for drabet på 18-årige Sandra Berg Jensen.

Ifølge mentalundersøgelsen er han normalt begavet og ikke sindssyg i gerningsøjeblikket.

Men det kommer frem, at han har brugt rusmidler siden 4. klasse og siden 7. klasse har haft et forbrug af kokain.

Som bare 15-årig startede han en lokalafdeling af Socialdemokratisk Ungdom (DSU) i Vordingborg, men blev ekskluderet efter et års tid på grund af 'upassende opførsel'. Efterfølgende planer om at starte en ungdomsafdeling af Dansk Folkeparti blev aldrig til noget.

Baggrunden for drabet: Den dømte hævder selv, at han stak sit offer ihjel efter et SM-samleje, der gik galt. Da hun på et tidspunkt rejste sig og sagde, at hun ville ringe efter politiet, tog han kniven - bare for at få hende til at gå væk fra døren, lød hans forklaring, der dog ikke er underbygget af andet i sagen.

 

Dykkere ledte efter gerningsvåbnet i vandet. Foto: Kenneth Meyer
Dykkere ledte efter gerningsvåbnet i vandet. Foto: Kenneth Meyer

Nabostrid bag drab

21. april

Offer: En 33-årig mand.

Sådan skete drabet: Episoden starter som et slagsmål mellem overbo og underbo i en opgang i Vognporten i Albertslund og fortsætter ude på gaden, hvor den afdøde bliver stukket ned med to knive og dør om natten på Rigshospitalet. Ifølge sigtelsen blev han tildelt talrige knivstik i halsregionen og et enkelt knivstik i brystet.

Mistænkt/gerningsmand: En 26-årig mand anholdes umiddelbart efter drabet og fængsles. Han erkender dele af forløbet, men nægter sigtelsen om drab. Der er nu rejst tiltale for drab.

Baggrunden for drabet: Beboere på Det Internationale Kollegium fortæller, at det angiveligt var en naboklage over høj musik, der førte til et skænderi mellem de to mænd.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

Dukkede ikke op til aftale

2. maj

Offer: Det 45-årige mandlige offer boede alene i et stort hus i Aalborg og var automekaniker. En tidligere kollega har fortalt, at han var god til at lære fra sig og altid tog sig godt af lærlingene.

Sådan skete drabet: Den 45-årige blev meldt savnet af sin familie, fordi han ikke mødte op til en middagsaftale. Han var væk i to døgn, før han blev fundet dræbt i en lejlighed i Aalborg, ifølge sigtelsen ved kvælning med stump vold eller stik.

Den afdødes bil bliver tilfældigt fundet ved Juelstrup Sø 21 kilometer fra drabsofferets hjem og 18 kilometer fra gerningsstedet.

Bilen blev fundet her. Foto: René Schütze
Bilen blev fundet her. Foto: René Schütze

Mistænkt/gerningsmand: 40 minutter før liget bliver fundet, bliver en kvinde på 21 og en mand på 35 anholdt sammen. De har en ’løs’ tilknytning til den 45-årige. En barndomsveninde beskriver manden som tyren Ferdinand. En gentle giant, der gik meget op i træning.

Baggrund for drabet: Uvis. Sagen har kørt for lukkede døre.

Findes livløs i bagagerum

11. maj

Offer: Tobias Sebastian Jødal, 20, beskrives af sin familie som den sjoveste fyr, der elskede at bruge tid med sin familie og sin kæreste. En fantastisk bror, søn, kæreste og onkel.

Sådan skete drabet: Tobias Jødal overfaldes på Sølvgade i Horsens med slag og sprøjtes med peberspray, før han smides ned i bagagerummet på en BMW. På Nørretorv i byen kører BMW'en galt, og voldsmændene flygter. Offeret findes livløs i bagagerummet med livstruende blødninger i hjernen, og senere erklæres han for klinisk død på hospitalet, mens hjertet stadig slår.

Mistænkt/gerningsmand: De flygtende mænd samles op af en bil med en 28-årig kvinde bag rattet. Hun bliver anholdt, men senere løsladt. Fire mænd er tiltalt for vold med døden til følge samt for at have aftalt et møde med offeret for at frarøve ham værdier, hvilket dog mislykkedes, fordi han ikke havde nogen. De nægter sig skyldig og skal i retten til februar.

Baggrunden for drabet: Politiet har sagt, at motivet menes at være et kriminelt opgør. Den dræbtes tvillingebror mener, at det udspringer af en gæld på 800 kroner, som en af gerningsmændene skyldte Tobias. Penge, som han skulle have vundet i noget så uskyldigt som en bordtenniskamp imod en af de formodede gerningsmænd. Væddemålet skulle have fundet sted, da Tobias afsonede sin seneste dom sammen med en af gerningsmændene.

Han mener, at gælden er blevet brugt som lokkemad.

- Han forlod kun lejligheden kort, fordi han troede, at han skulle have sine penge. Men da han kommer derned, overfalder de ham så for at stjæle, hvad han har af værdi. De må have troet, at han havde mange penge, men Tobias var bare en helt almindelig fyr, har Lukas Jødal fortalt Ekstra Bladet.

 

 

Drabssigtet selv mishandlet

28. maj

Offer: En 19-årig mand.

Sådan skete drabet: Den unge mand findes livløs i en passage ved Volmersgade i Vejle ved 01-tiden. Der ydes førstehjælp, men han dør, fordi han er tilføjet flere knivstik i bug, bryst og ryg. En beboer vækkes af larm om natten og vred, højrøstet tale på et sprog, hun ikke forstår.

Mistænkt/gerningsmand: En 18-årig mand er tiltalt for drab. Han nægter. I grundlovsforhøret møder han på krykker i retten, og det viser sig, at han selv efter drabet er blevet frihedsberøvet, mishandlet og truet på livet. Efterfølgende er fire mænd tiltalt for vold og frihedsberøvelse mod den formodede drabsmand. Han var kidnappet i en time, og ifølge tiltalen blev han blandt andet brændt med en cigaret, herunder forsøgt brændt i øjnene, slået, trampet på, ligesom han fik stukket en pind ind i sit ene øre, så trommehinden sprang, mens de råbte, 'du skal dø i dag', og 'vi gennemtæsker dig og så dræber vi dig. Og bagefter dræber vi din far.' De nægter.

Baggrund for drabet: Uvis. En beboer fortæller til Ekstra Bladet, at passagen, hvor drabet skete, kaldes 'Pusherstreet', fordi der handles med stoffer efter mørkets frembrud. Politiet mener, at der er en sammenhæng mellem drabet og frihedsberøvelsen.

 

Samlever sigtet for drab

9. juni

Offer: 62-årig kvinde fra Lystrup.

Sådan skete drabet: Kvinden indlægges med svære kvæstelser og i kritisk tilstand, og dagen efter afgår hun ved døden. Det er hendes 61-årige mand, der ringer 112 og siger, at hans hustru er ukontaktbar og behøver hjælp. Politiet mener, at kvindens skader skyldes vold.

Mistænkt/gerningsmand: Kvindens mand sigtes for drab, men efter tiltalerejsning ændres det til grov vold med døden til følge under særligt skærpende omstændigheder.

Skudt og stukket

2. juli

Offer: En 35-årig mand.

Sådan skete drabet: Politiet finder en 35-årig mand dræbt af skud i en lejlighed i Damgade i Haderslev. Ifølge sigtelsen er den dræbte blevet skudt med et jagtgevær og stukket flere gange med kniv.

Mistænkt/gerningsmand: To mænd på 33 og 55 år anholdes på to forskellige adresser i Haderslev og senere en tredje mand på 34 år, der alle tre fremstilles og sigtes for drabet i et grundlovsforhør. De nægter. De sigtes også for våbenbesiddelse og 950 gram amfetamin. De anholdte er i forvejen kendt af politiet, den ene for grov vold.

Baggrunden for drabet: Ifølge jv.dk skal der være tale om et opgør i narkomiljøet.

Offer del af Pusher Street-miljø

3. juli

Offer: En 22-årig mand, der er opvokset på Christiania og var en del af miljøet omkring Pusher Street.

Sådan skete drabet: Under et skyderi på Carl Madsens Plads ved hovedindgangen til Christiania cirka klokken 00.41 bliver den 22-årige dræbt på stedet, mens en 31-årig køres på hospitalet uden at være i kritisk tilstand. Skuddene afgives på forholdsvis klos hold, oplyser politiet. En mand ses løbe væk fra stedet tæt på Pusher Street efter drabet.

Vidner fortæller, at to mænd løb ud af Christiania mod 'den gamle hovedindgang' ved Bådsmandsstræde og Prinsessegade, hvor de muligvis flygtede på en holdende knallert. En efterladt SYM Mio 50 sort/hvid findes gemt ved boldbanerne få hundrede meter nord for Christiania. Knallerten er brudt op og stjålet i nærområdet ved Christiania natten til fredag.

Mistænkt/gerningsmand: 7. oktober fængsles en 25-årig, mand for medvirken til drabet. Han sidder i forvejen varetægtsfængslet i en kidnapningssag, der angiveligt intet har med drabet at gøre. Manden, der skød, er på fri fod.

Baggrunden for drabet: Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet blev den 22-årige muligvis skudt ved en fejl, fordi drabsmanden og flere udkigsmænd var ude efter en tredje mand, der havde forladt stedet, kort før den 22-årige og den 31-årige ankom.

 

Håndgemæng før drab

21. juli

Offer: 19-årig mand.

Sådan skete drabet: Politiet kaldes til et sommerhus ved Hybenvænget vest for Skibby kort før klokken 04.30, hvor politiet træffer flere personer og den 19-årige, der er hårdt kvæstet. En halv time senere erklæres han for død. Ifølge sigtelsen er han stukket to gange med en ukendt genstand i brystet, en gang i låret og en gang i foden. Ifølge politiet har der været håndgemæng mellem to mænd i sommerhuset inden drabet.

Mistænkt/gerningsmand: På stedet anholdes en 40-årig, som er onkel til den dræbte. Han sigtes for drab, men nægter sig skyldig. Han fængsles ikke på begrundet mistanke om drab, men vold med døden til følge.

En kvinde fremstilles dagen efter for medvirken til drabet, men løslades.

Baggrund for drabet: I grundlovsforhøret siger den 40-årige spontant ’jeg blev overfaldet’, inden dørene lukkes. Han bærer også tegn på vold og må støtte sig til en politibetjent og læne sig op ad en væg, da han kommer ind i retten.

 

 

Søn sigtet for drab

30. juli

Offer: En 75-årig kvinde.

Sådan skete drabet: Klokken 05.15 kommer en anmeldelse om, at en 75-årig kvinde har slået hovedet ved et muligt fald på sin søns adresse i Brønderslev. Hun dør på sygehuset. Det er sønnen, der ringer til en pårørende og fortæller om moderens fald, og den pårørende ringer til politiet.

Mistænkt/gerningsmand: Den 54-årige søn anholdes og sigtes for drab. Han varetægtsfængsles i fire uger ved Retten i Hjørring i surrogat på psykiatrisk afdeling i Aalborg og nægter sig skyldig. Sagen er lige afleveret til anklagemyndigheden.

Baggrunden for drabet: Uvis. Grundlovsforhøret holdes bag lukkede døre.

 

Opgør i narkomiljøet

5. august

Offer: En 22-årig mand.

Sådan skete drabet: Den unge mand bliver stukket i brystet i området ved Smedegade og Grønnegade i det centrale Herning. Han når selv at slå alarm omkring klokken 3, men hans liv stod ikke til at redde. Senere finder politiet en kniv i en kloak i Museumsgade, som formodes at være gerningsvåbnet.

Baggrunden for drabet: Politiet mørklægger efterforskningen, men det formodes at være et opgør i narkomiljøet.

Gerningsmand/mistænkt: 14. september bliver en 21-årig og en 22-årig anholdt under en aktion mod flere adresser i Herning. 6. oktober fængsles to unge mænd på 19 og 20 år. Der er ikke rejst tiltale.

Dræbt ved kirke

7. september:

Offer: En 26-årig herboende syrisk mand, der har boet i Danmark i ti år. Han var næsten skaldet og havde sort fuldskæg. Han var iført blå jeans, sort T-shirt med Levis logo, sorte Nike-sneakers med hvid sål og havde en guldkæde om halsen.

Sådan skete drabet: Forbipasserende finder offeret ved indkørslen til Hellig Kors Kirkes parkeringsplads i Hans Tavsens Gade ved Kapelvej, men han dør på hospitalet. Ligsynet viser, at han har været udsat for et voldsomt overfald og er dræbt med flere knivstik

Mistænkt/gerningsmand: 8. september anholder politiet en 20-årig mand, der sigtes for drabet i forening med flere ukendte medgerningsmænd. Han nægter. 8. oktober fængsles en 24-årig mand, der også sigtes for drabet.

Baggrunden for drabet: Der er intet umiddelbart motiv til drabet. Det menes ikke at være banderelateret.

Skudt foran børnene

17. september

Offer: En 41-årig mor til to børn, der er af ungarsk oprindelse.

Sådan skete drabet: Kvinden bliver skudt på åben gade på Skelagervej i Aalborg foran øjnene af sine to drenge på seks og otte år. Kvinden køres på hospitalet i kritisk tilstand og dør kort efter. Ifølge vidner trækker manden en pistol fra et skulderhylster og sigter på hende i flere minutter, før han skyder hende i hovedet. En del af episoden, hvor der er en forudgående skænderi mellem de to, optages på video af vidner.

Mistænkt/gerningsmand: På stedet anholdes hendes 52-årige eksmand og far til børnene. Han erkender drabet i grundlovsforhøret, men ønsker ikke at udtale sig.

Baggrunden for drabet: Parret var flyttet fra hinanden, og kvinden var udstyret med en overfaldsalarm til politiet, som hun aktiverede. Men inden politiet nåede frem, var hun skudt.

 

Drab på opholdssted

20. september

Offer: En 46-årig mand.

Sådan skete drabet: Bornholms Politi får en anmeldelse om et knivoverfald på Fabriksvej i Rønne, et opholdssted for personer med misbrugsproblemer. Offeret er stukket adskillige gange, formentlig med en hobbykniv. Han bliver kørt til hospitalet i kritisk tilstand, men dør på hospitalet.

Mistænkt/gerningsmand: Gerningsmanden kører fra stedet på cykel, og politiet efterlyser en 35-årig offentligt. Han bliver anholdt efter godt to døgn og erkender grov vold. Sigtelsen lyder på drab.

Baggrund for drabet: Den sigtede hævder, at han handlede i nødværge, men ønsker ikke at udtale sig i grundlovsforhøret. Offer og sigtede kendte hinanden i forvejen.

Stukket ihjel i sommerhus

25. oktober

Offer: 55-årig kvinde.

Sådan skete drabet: Kvinden bliver stukket med en kniv i et sommerhus i Tisvildeleje.

Mistænkt/gerningsmand: En 21-årig mand, der har en familiemæssig relation til kvinden, bliver anholdt. Det er også ham selv, der ringer til politiet. I grundlovsforhøret oplyste hans forsvarer, at han erkender en del af de faktiske omstændigheder.

Baggrunden for drabet: Fremstillingen sker for lukkede døre, og motivet er p.t. ukendt.

Handelsskoleelev knivdræbt

31. oktober

Offer: 18-årige Mads Arberg. Han var elev på Aarhus Handelsgymnasium i Viby

Sådan skete drabet: Østjyllands politi får en anmeldelse om knivstikkeri på Ormslevvej 72 i Viby. Patruljer og ambulance giver førstehjælp til det 18-årige offer, men han erklæres for død på stedet. Ifølge sigtelsen blev den 18-årige dræbt med adskillige knivstik. Ti dage efter drabet efterlyser politiet et vidne på 15-20 år, der er gået forbi gerningsstedet få minutter før drabet.

Mistænkt/gerningsmand: Fire mænd - en 18-årig og tre 19-årige - er varetægtsfængslet i sagen.

Baggrunden for drabet: Foruden drabet sigtes mændene for røveri ved at have frataget ham ukendte værdier.

Politiet ved findestedet. Foto: Kenneth Meyer
Politiet ved findestedet. Foto: Kenneth Meyer
 

Fundet blødende af forbipasserende

31. oktober

Offer: En 25-årig mand, angiveligt af marokkansk afstamning, men dansk statsborger. Han er kendt af politiet, men motivet er ukendt. Han var sammen med flere andre tiltalt i en sag om hjemmerøveri.

Sådan skete drabet: En forbipasserende finder den 25-årige mand blødende fra ansigtet og livløs ved Stavnsbjergstien og Voldgaden nær Avedøre Landsby. Han dør på hospitalet 6. november uden at være kommet til bevidsthed. Han er blevet udsat for meget grov vold, muligvis et andet sted, hvorefter han kan være dumpet på stedet.

Stisystemet går gennem et grønt område ved motorvejskryds Brøndby, hvor Motorring 3 krydser Holbæk-motorvejen. Politiet efterlyser vidner, men får kun få henvendelser.  23. november efterlyser politiet info om en hvid varevogn Volkswagen BE 79213, som offeret kørte i timerne inden drabet. Bilen blev kørt i vandet ud for Avedøre Holme.

Baggrund for drabet: Uvis. Sagen er uopklaret.

 

Tilfældighed bag drab

12. november

Offer: En 27-årig mand.

Sådan sker drabet: Han stikkes ned omkring kl. 04.25 i Aalborg ved Jomfru Anes Gård. 18. november dør han af sine kvæstelser. Politiet efterlyser et vigtigt vidne, en ung mand, der befandt sig i Jomfru Anes gård mellem kl. 04.25 og 04.27, hvorefter han gik retur til Jomfru Ane Gade i retningen mod syd, og han drejede herefter ad Bispensgade mod øst i retningen mod Nytorv.

Mistænkt/gerningsmand: To mænd på 22 år anholdes og varetægtsfængsles i sagen, mens en 20-årig mand bliver løsladt. De to anholdte sigtes i første omgang for drabsforsøg, men 19. november udvides sigtelsen til drab.

Baggrund for drabet: - Der er ikke noget, der tyder på, at drabet er rocker- eller banderelateret. Det tyder på et tilfældigt møde i byen, siger efterforskningsleder Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi.

Milan Rahim blev få dage efter knivstikkeriet erklæret død på hospitalet. Hans familie er i sorg og chok. Privatfoto
Milan Rahim blev få dage efter knivstikkeriet erklæret død på hospitalet. Hans familie er i sorg og chok. Privatfoto
 

Rapper stukket ihjel med kniv

14. november

Offer: 19-årige Milan Rahim. Han er rapper.

Sådan skete drabet: Han stikkes ned ved Cederlunden i Taastrup ved 16.30-tiden og rammes i hjertet og en lunge og han erklæres for hjernedød. 17. november bekræfter politiet, at rapperen er død.

Mistænkt/gerningsmand: En 21-årig rammes også af knivstik, og han sigtes selv sammen med to andre på 18 og 22 år for drabsforsøg på rapperen. De fængsles i grundlovsforhør, den 21-årige in absentia på grund af sine skader. Rollerne i knivstikkeriet er uklare. Senere bliver en 18-årig sigtet for drabsforsøg på en 21-årige, ligesom en 19-årig også fængsles for drabsforsøg. De nægter.

Dræbes på åben gade

2. december

Offer: En 27-årig mand, der er med i NNV-banden.

Sådan skete drabet: Han dræbes med et skud i ryggen fra en Glock-pistol ved 16.30-tiden ved Nørrebrogade og Sorgenfrigade. Han er død ved ankomsten til Rigshospitalet. Endnu et offer undslipper. Der affyres fem skud.

Mistænkt/gerningsmand: En 21-årig svensker kendt bandekriminel fra Gøteborg sigtes for drab og drabsforsøg. En 18-årig dansker sigtes også for drab ved at have kørt flugtbilen. De blev anholdt kort efter drabet. Senere bliver yderligere fire navngivne mænd sigtet i sagen. Alle nægter sig skyldige.

 

To anholdes for drab

3. december

Offer: En 43-årig mand.

Sådan skete drabet: Politiet får kl. 02.14 anmeldelse om, at en 43-årig mand er stukket med kniv i en lejlighed på Pontoppidansgade i Randers. Politi og ambulance finder manden i lejligheden, men hans liv kan ikke reddes.

Mistænkt/gerningsmand: To mænd på 37 og 39 befinder sig i lejligheden og anholdes for drabet. Det er bekendte til den 43-årige.

Baggrund for drabet: Ukendt.

Skoleelev ramt i hånden

3. december

Offer: En 17-årig bulgarsk dreng bliver dræbt, mens en 28-årig mand bliver hårdt kvæstet, og en 15-årig dreng bliver ramt i hånden.

Sådan skete drabet: Under et skyderi i frisørsalonen Yomok på Islevbrovej i Rødovre blev der klokken 11.30 afgivet tre-fire skud mod de tre personer i den lille salon.

Mistænkt/gerningsmand: To mænd på 29 og 34 år sigtes for drab og fængsles. De nægter.

Baggrund for drabet: Ifølge politiet indgår de mulige sammenhænge med de foregående skudepisoder i Storkøbenhavn som en del af efterforskningen

 

Dræbt ved transformatorstation

7. december

Offer: 25-årig mand med skud i hovedet prajer en bil på Ring 4 ved Krebsdammen i Herlev. Han erklæres uden for livsfare, men politiet finder en 21-årig mand dræbt af skud.

Sådan skete drabet: Skudepisoden sker på et lidt afsides område på Krebsdammen ved en transformatorstation. På stedet står en stjålet Skoda Roomster.

Mistænkt/gerningsmand: En 41-årig mand er sigtet i sagen, men fremstilles ikke.

Baggrund for drabet: Ofre menes at være banderelaterede. Der kan være tale om et aftalt møde.

Foto: Øxenholt Foto
Foto: Øxenholt Foto
 

Findes kvalt bag bænk

9. december

Offer: En 34-årig mand.

Sådan skete drabet: Manden findes død bag en bænk i Rådhusparken i Aarhus. Først kunne politiet ikke sige noget om, hvorvidt der var tale om en forbrydelse,.

Mistænkt/gerningsmand: En 58-årig mand sigtes for at have kvalt offeret. Han fremstod i grundlovsforhøret som en spinkel mand med et hvidt tæppe slynget om sig, som om han frøs. På fødderne havde han et par sorte badesandaler, mens det røde hår på den magre mand var lettere forpjusket. Han nægter, men fængsles. Senere bliver også en 24-årig mand sigtet for drab og fængslet.

Baggrund for drabet: Uvis. Grundlovsforhøret holdt bag lukkede døre.

Mor dræbt - datter kvæstet

16. december

Offer: En 28-årig mor til to børn på fire og seks år.

Sådan skete drabet: Kvinden bliver dræbt med flere knivstik i en lejlighed på Byvangs Allé i Viby, hvor børnene var til stede. Også den fireårige datter blev skåret på hånden.

Mistænkt/gerningsmand: Den 38-årige far til børnene er sigtet for drab, men erkender kun vold med døden til følge. Nægter grov vold mod datteren.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

22-årig dræbt

28. december

Offer: En 22-årig mand.

Sådan skete drabet:  Politiet får anmeldelse om, at der tirsdag eftermiddag klokken 13.13 bliver skudt ud for Hallingparken nummer 2 i Brøndby Strand. Offeret bliver fundet på en p-plads og bliver hårdt såret bragt på hospitalet. Her bliver han erklæret død.

Mistænkte: Folk har set to personer forsvinde efter skyderiet. Den ene Den ene beskrives som under 30 år, 170-180 centimeter høj og iført mørkt tøj. Personen var ikke etnisk dansk. Motivet til skyderiet er ukendt.

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.