To personkøretøjer brød før klokken 16 i brand på Holbækmotorvejen ved Taastrup i den ene kørebane med retning mod København.
Bilerne er nu gelejdet til side ved afkørsel 6, og sporene er igen åbne for trafik, oplyser Thomas Christensen, vagtchef i Københavns Vestegns Politi.
Men branden har ifølge Ekstra Bladets medarbejder på stedet skabt trafikkaos på de tilstødende veje.
Kø-dannelser og ekstra ventetid kan derfor forekomme for handlende med ærinder i Ikea Taastrup og indkøbscentret City 2.
- Det er for tidligt at sige, om der er tale om en motorbrand. Det ser vi meget af lige nu. Men det er vi i gang med at undersøge, siger Thomas Christensen.
Politiets vagtchef advarer om, at branden har forårsaget skader på asfalten, som kræver ekstra opmærksomhed af bilisterne.
- Det er en god idé at sænke hastigheden. Også af hensyn til de politifolk, der arbejder omkring bilerne, siger Thomas Christensen.