Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fejlagtigt sendt rykkere ud til forkerte personer.
Der er sendt en fil med i alt 42 rykkerskrivelser ud til 33 personer og firmaer, oplyser politikredsen i en pressemeddelse.
På skrivelserne står navn og beløb men ikke cpr-nummer på de implicerede, eller hvad det gælden dækker over.
'Det er korrekt, at politikredsen desværre er kommet til at sende en fil med i alt 42 rykkerskrivelser til en række personer og firmaer. Det er dybt beklageligt, at vi har sendt en fil med 42 rykkere, og vi tager sagen meget alvorligt,' siger stabschef Katrine Kaldahl, der har ansvar for politikredsens datasikkerhed, i pressemeddelsen.
'Der er tale om en menneskelig fejl', siger Katrine Kaldahl, som oplyser, at hændelsen er anmeldt til Datatilsynet og Rigspolitiet, og at politikredsen nu vil gennemgå deres arbejdsgange for fremover at undgå lignende hændelser.
Politiet er mandag formiddag i gang med at kontakte de implicerede parter for at få filen slettet - samt beklage overfor modtagerne.
'Politiet har adgang til og behandler store mængder fortrolige og følsomme oplysninger om borgerne, og hermed følger naturligvis et ansvar, som vi desværre ikke har levet op til i denne sag', slutter stabschefen.