Hash i dåsetomater: Danskere anholdt i Spanien

Flere danskere er blevet anholdt under en politiaktion i Malaga, hvor de har forsøgt at smugle hash i dåser med hakkede tomater

Hash i dåsetomater: Danskere anholdt i Spanien

De 780 kilo hash var skjult i konservesdåser til hakkede tomater.

780 kilo hash fordelt på 381 dåser med hakkede tomater.

Spansk politi har anholdt ni personer under en større aktion på et industrilager i Polígono San Luís i Malaga. Herfra håndterer man paller med industrikasser, som skal transporteres til flere forskellige europæiske byer. Blandt de anholdte er der tale om personer med dansk, russisk og iransk nationalitet.

Det skriver mediet Spanienidag, som citerer fra en pressemeddelelse udsendt af spansk politi 'Policía Nacional'.

Ifølge mediet mener spansk politi, at man har opløst en større kriminel organisation, der primært bestod af danske statsborgere.

Politiet opsnappede allerede i april en forsendelse med de 780 kilo hash i den kreative konservesindpakning fordelt på ti paller, der skulle sendes til Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Politiet beslaglagde 201.000 euro svarende til 1,5 millioner danske kroner. Foto: Policía Nacional
Politiet beslaglagde 201.000 euro svarende til 1,5 millioner danske kroner. Foto: Policía Nacional
 

Biler til 7,5 mio.
Flere spanske medier beskriver, at man under efterforskningen fandt frem til flere bandemedlemmer i tre spanske byer. Gennem overvågning så politiet dem handle med folk fra andre kriminelle netværk. Varerne fra handlerne blev så flyttet til en fødevarevirksomhed i industrikvarteret, hvor de store mængder hash blev gemt, før de efter planen skulle transporteres til Danmark.

Men så langt nåede de ikke.

For efter at have observeret ekstra travlhed i tomatvirksomheden, skred politiet til handling. Under den store aktion blev der beslaglagt 201.000 euro i danske kroner og euro svarende til lige knap 1,5 millioner danske kroner. Derudover blev der beslaglagt 15 luksusbiler til en værdi af knap 7,5 millioner danske kroner, 25 mobiltelefoner, 3200 opioid-tabletter, en drone og forskellige dokumenter.

Ifølge Spanienidag er der blandt de anholdte tale om medlemmer med tætte forbindelser til en velkendt rockergruppe.

Ekstra Bladet har kontaktet Udenrigsministeriet, som i et skriftligt svar kan bekræfte, at danskere er blevet anholdt i Spanien.

'Udenrigsministeriet er bekendt med sagen, men har tavshedspligt i personsager og kan ikke oplyse yderligere.'

Nogle af pengene lå skjult i kopper. Foto: Policía Nacional
Nogle af pengene lå skjult i kopper. Foto: Policía Nacional

Foto: Policía Nacional
Foto: Policía Nacional

Foto: Policía Nacional
Foto: Policía Nacional