Det er ikke den bedste strategi at sidde to på én knallert, hvis man ønsker at skjule noget kriminelt.
Det fandt en 17-årig dreng og en 17-årig pige ud af, da de torsdag klokken 16.20 blev standset af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Lolland.
Hash i tasken
Da politiet fik bragt de to unge mennesker til standsning, opdagede de en umiskendelig lugt af hash omkring de 17-årige.
En visitering afslørede da også, at den kvindelige passager havde hash i tasken, hvilket muligvis har været resterne af den hash, som den mandlige knallertfører havde indtaget.
Og bøderne stoppede ikke her.
Politibetjentene kunne nemlig konstatere, at knallerten var tunet, så den kunne køre hurtigere end det tilladte, og at den 17-årige kvinde desuden havde glemt at få en lovpligtig styrthjelm på.