Hel familie dømt for menneskehandel med gadeprostituerede

Far, mor og søn hentede kvinder i Bulgarien til at arbejde for sig med prostitution og proforma-ægteskaber

De bulgarske kvinder arbejdede på 'Den Bulgarske Ståplads' på Vesterbro. (Modelfoto: Jacob Ehrbahn/Polfoto)
De bulgarske kvinder arbejdede på 'Den Bulgarske Ståplads' på Vesterbro. (Modelfoto: Jacob Ehrbahn/Polfoto)
Følg Krimi

En bulgarsk familie, far, mor og søn og to tyrkiske mænd er netop blevet dømt i Københavns Byret for menneskehandel og rufferi med unge sårbare bulgarske kvinder, der blev rekrutteret til prostitution på Vesterbro i København.

Flere kvinder blev også mod betaling til den bulgarske familie giftet med ukendte unge mænd, som med vielses-attesterne i hånden fik opholdstilladelser på falsk grundlag i EU.

Fem navngivne bulgarske kvinder arbejdede for bagmændene. Den ene døde tidligere i år. Familien og de tyrkiske medløbere blev dømt for menneskehandel med to af kvinderne, mens byretten anså de øvrige forhold for rufferi.

Gade-prostituerede tvunget til ægteskab med ukendte mænd

En tiltale for menneskehandel med 'flere ikke identificerede kvinder' blev afvist af retten på grund af anklageskriftets formulering.

Udvist for bestandigt
Fire af de fem dømte blev idømt fængselsstraffe og udvist af Danmark for bestandigt.

Straffen over den femte tiltalte, en 48-årig tyrkisk mand, er udsat til den 2. december, men han blev også kendt skyldig.

Den bulgarske families overhoved, den 42-årige Mesut Mohamed Lala, blev idømt to års fængsel. Hans 43-årige hustru Nevin Halibryam fik et år og ni måneders fængsel og samme straf fik parrets 21-årige søn.

Den 35-årige tyrk Yunus Uzun fik et år og 10 måneders fængsel. Han tog betænkningstid, mens hele den bulgarske familie modtog dommene. De er fortsat varetægtsfængslet indtil de kan udvises af Danmark.

De har siddet varetægtsfængslet siden 15. oktober sidste år.

Retten fandt, at Mesut Mohamed Lala var hovedmanden, der både planlagde proforma-ægteskaber og hentede prostituerede til Danmark.

Betalte mor for hendes datter
En af de bulgarske prostituerede blev tilkendt 18.000 kr. i erstatning. Hun blev som 18-årig hentet til Danmark, da den bulgarske familien betalte hendes mor 300-500 euro for datteren. Hun blev senere gift proforma med en ukendt tyrk.

Under retssagen nægtede den bulgarske familie sig skyldige. Sønnen forklarede, at familien kom til Danmark i november 2013 for at arbejde. De bosatte sig i en lejlighed i Glostrup.

- Vi skulle samle flasker og pudse vinduer, sagde han. Hans 42-årige far tjente også penge ved at spille til bryllupper og fester, og sønnen sagde, at han tjente mellem 400 og 1000 kr. sort om dagen.

Tiltalt for kvindehandel: - Vi samlede flasker og pudsede vinduer

Under retssagen vidnede en af de prostituerede kvinder på 19 år og fortalte, at hun var blevet gravid i Danmark og tog hjem til Bulgarien for at føde barnet.

Kort efter fødslen truede en mand med at tæske hendes ven, hvis hun ikke kom tilbage til Danmark for at arbejde.

- Jeg forlod mit barn, da det var to-tre måneder gammelt, sagde hun.

'Den Bulgarske Ståplads'
Hun arbejdede på det sted på Vesterbro, som blev kaldt 'Den Bulgarske Ståplads', tæt på politistation City på Halmtorvet. Hun havde fem-10 kunder dagligt og pengene afleverede hun til de tiltalte.

Den 19-årige var vokset op hos sin bedstemor og tiggede penge i basaren. Hendes mor var prostitueret, og hun begyndte selv at sælge sex som 13-årig, kom det frem i retten.

Familien forklarede, at alle kvinderne var bekendte som f.eks. var kærester med familiemedlemmer.

Dommer Morten Christensen sagde, at den enige domsmandsret havde afvist de tiltaltes forklaringer som utroværdige, når de blev sammenholdt med de mange telefonsamtaler, som politiet havde aflyttet.

- Der har været et tæt samarbejde mellem de tiltalte om at skaffe bulgarske kvinder til Danmark for at udnytte dem økonomisk, sagde dommeren, der slog fast, at de prostituerede havde været i en 'sårbar' situation.

Kvinderne blev indlogeret blandt andet hos den bulgarske familie og overvåget på gaden, mens de trak. En sjette person er efterlyst i sagen og endnu ikke anholdt.

Retten sagde, at det var en skærpende omstændighed, at kvinderne ikke blot blev udnyttet til prostitution, men også til proforma-ægteskaber. Den ene var kun 18 år, og den anden havde aldrig tidligere arbejdet som prostitueret.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind