Ved du noget, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.
En helikopter, EH-101 Merlin, fra Forsvaret har tabt en dør i det indre København.
Det bekræfter Københavns Politi og pressevagten fra Værnsfælles Forsvarskommando over for Ekstra Bladet.
Ingen personer er kommet til skade.
(Artiklen forsætter under billedet)

Helikopter fløj lavt over Israels Plads, inden den tabte døren ned i en gård tæt ved Arbejdermuseet i Rømersgade.
Et vidne fortæller til Ekstra Bladet, at der lørdag eftermiddag lød et kæmpe brag.
- Der lød et højt brag. Jeg troede, det var en bombe. Jeg kiggede ned i gården, hvor der lå en dør fra en helikopter. Efterfølgende ringede jeg til politiet.
Pressevagt i Værnsfælles Forsvarskommando Søren Lindhardt fortæller til Ekstra Bladet, at man ikke på nuværende tidspunkt kan sige, hvorfor døren er faldet af.
- Københavns Politi er i gang med at få fat på den, og de skal tale med de involverede, siger han.
Ekstra Bladets reporter på stedet fortæller, at politiet er i gang med at samle beviser.
To vidner fortæller til Ekstra Bladet, at de stod spiste is på Kultorvet, da de observerede helikopteren.
- Vi ser, at den flyver meget lavt. Vi ser pludselig, at noget ryger af. Den bliver slynget rundt i luften. Vi går ind i gården, hvor vi ser, at der ligger en dør fra helikopteren, siger vidnet Rene Solbjerg til Ekstra Bladet.
På vej med patient
Claus Elberth, vagtholdsleder hos Forsvarets Operationscenter, fortæller til Ekstra Bladet, at helikopteren var på vej Stege med en patient, der skulle på Rigshospitalet.
- De har en person med, som er blevet hevet op af vandet ved Kalevehaven i Stege. Han skal flyves til Rigshospitalet og under indflyvningen taber helikopteren døren, siger Claus Elberth.
(Artiklen forsætter under billedet)
Han fortæller, at helikopteren flyver videre med patienten, mens de fra Operationscenteret sikre sig, at ingen personer er blevet ramt.
- Vi får et opkald fra et vidne, som ret præcist kan fortælle, hvor døren er faldet af og er landet, siger han.
Helikopteren er nu på vej tilbage til Roskilde.
- Politiet kører efterfølgende til Roskilde, hvor de skal afhøre besætningen. Vi kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvorfor den er faldet af, lyder det.
- Det er selvfølgelig godt, at der ikke er sket noget. Vi vil selvfølgelig lave en grundig opfølgning og sørge for, at den slags ikke sker igen, siger Claus Elberth.
Der er tale om en nødluge, der faldt af helikopteren.



