Helikoptere og hunde sat ind i eftersøgning af forsvundet ægtepar

Et ægtepar fra Bramming er ikke set siden lørdag formiddag, da de forlod nogle bekendte i Føvling. Natten til søndag har politiet sat hunde og helikoptere ind i eftersøgningen, og det fortsætter søndag morgen

OPDATERING klokken 10:53:

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser på Twitter, at ægteparret er fundet søndag formiddag. Eftersøgningen indstilles dermed.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Politiet har natten til søndag sat hunde og helikoptere ind i forsøget på at finde et forsvundet ægtepar, der sidst er set i Møllebakken i Føvling, da de besøgte nogle bekendte.

Eftersøgningen med hunde og helikoptere fortsætter søndag morgen, hvor det ikke lykkedes politiet at finde frem til ægteparret.

Det oplyser vagtchef Karsten Høy fra Syd- og Sønderjyllands Politi søndag morgen til Ekstra Bladet.

Parret er ikke set siden lørdag formiddag.

Lørdag aften udsendte politiet tweets med beskrivelser af ægteparret i håb om hjælp fra borgere, men indtil videre har politiet ikke modtaget brugbare henvendelser. Af det første tweet fremgik det, at ægteparret var fra Føvling, men det er siden rettet til Bramming.

- Det efterlyste ægtepar var besøg på bekendte i Føvling. Ægteparret er lørdag formiddag set gå hen over nogle marker. Det er det sidste, vi har om dem, siger vagtchefen.

Signalement
Den efterlyste mand, Peter Jensen, er 72 år, spinkel af bygning og 1,65 meter høj med kort, gråt hår.

Kvinden, der hedder Johanne Jensen, beskrives som 1,60 meter, spinkel, foroverbøjet og ligeledes med kort, gråt hår.

Ægteparret blev onsdag hentet på deres bopæl i Bramming og kørt over til deres bekendte i Føvling, der ligger cirka 25 kilometer fra Bramming.

- Lørdag formiddag tager de bekendte ud for at købe ind, og da de kommer tilbage til deres bolig, er det besøgende ægtepar væk, sagde Henrik Sønderskov natten til søndag til Ritzau.

Ægteparret havde ikke medbragt deres mobiltelefoner.

Alle, der har informationer om ægteparret, bedes kontakte politiet på 114.