Her bliver landets 30 farligste kriminelle sindssyge flyttet

Den nye Sikringsafdeling i Slagelse blev taget i brug i dag, hvor den gamle Sikring i Nykøbing Sjælland blev rømmet

Her bliver de flyttet (Video: Local Eyes)

Landets farligste kriminelle sindssyge er i dag blevet flyttet fra Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland til det nye psykiatriske hospital i Slagelse, hvor der er bygget en ny flugtsikker Sikringsafdeling.

Se mere video på localeyes.dk

Politiet og psykiatrien ved Region Sjælland har planlagt flytningen i flere måneder, og politiet stod i dag for bevogtningen og eskorten af de meget farlige patienter, som er dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen på ubestemt tid.

På Sikringen i Nykøbing Sjælland sad 30 indsatte, men politiet og regionen har flyttet i alt 52 personer, fordi også patienterne fra to lukkede psykiatriske afdelinger i Nykøbing Sjælland skulle flyttes samtidigt.

- Vi har flyttet 40 personer, som er dømt til anbringelse, mens Region Sjælland selv har flyttet 12 retspsykiatriske patienter, oplyser politiinspektør Michael Flemming Rasmussen, Midt- og Vestsjællands politi til Ekstra Bladet.

Risikovurdering for hver person
Politiet skulle sammen med psykiatrisk personale sørge for, at flytningen foregik så roligt for den enkelte patient som muligt og sikre, at ingen fik mulighed for at flygte under den 75 kilometer lange køretur fra Nykøbing Sjælland til Slagelse.

(Per Rasmussen/POLFOTO) Krimi Skizofren mand dømt for drab på læge og socialrådgiver

- Vi har lavet en risikovurdering for hver enkelt person ud fra de oplysninger, som politiet har om vedkommende, sammenholdt med plejepersonalets erfaringer med den enkelte. De fleste blev under flytningen ledsaget af værger eller støttepersoner, siger Michael Flemming Rasmussen.

Nogle af patienterne blev kørt i ambulancer, andre i politiets gruppevogne, civile politibiler eller busser. Alle blev bevogtet af talstærkt politi og plejepersonale.

Operationen startede klokken ni i morges og ved 16-tiden var politiet ved at flytte den sidste patient fra Nykøbing Sjælland uden at der havde været episoder, hvor patienterne blev voldelige.

- Det er ikke noget, vi har prøvet før. men det er en opgave, der er løst rigtigt godt i samarbejde med psykiatrien hos Region Sjælland, siger Michael Flemming Rasmussen.

Flugtsikkert 'fængsel'
Både den gamle Sikringsafdeling i Nykøbing Sjælland med det idylliske navn 'Enggården' og den nye i Slagelse er indrettet mindst lige så sikkert som et moderne flugtsikkert fængsel, selvom der er tale om lukkede psykiatriske afdelinger.

Der er også en høj ringmur om det åbne areal, hvor de indsatte kan færdes i fri luft, og der er avanceret elektronisk overvågning.

Der har ikke været en eneste 'fangeflugt' fra Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland siden den blev indviet i 1981.

Den nye Sikring har ligesom den gamle plads til 30 patienter.

Kriminelle sindssyge kan anbringes på Sikringen enten ved en dom til anbringelse, ved et farlighedsdekret, når de har opført sig voldeligt overfor medpatienter eller personale på andre psykiatriske afdelinger, eller til mentalobservation, når deres farlighed skal vurderes efter en alvorlig forbrydelse.

Her ses den nu 29-årige mand posere på sin Facebook-profil, med noget der minder om en maske fra Hannibal Lecter-filmen (Privatfoto) Krimi Tiltale: Gik amok på plejere efter anholdelse for dobbelt-mord

De fleste indsatte patienter på Sikringen er syge af paranoid skizofreni eller andre psykoser, der gør dem meget farlige. På Sikringen underkastes de en intens behandling, blandt andet med medicin, og de doms-anbragte kan først udskrives eller flyttes til en almindelig psykiatrisk afdeling, når en domstol godkender det efter en ny vurdering af deres farlighed.

Saxenhøj-morderen
Anbringelsen på Sikringen er på ubestemt tid, og mange patienter sidder der i rigtigt mange år.

Senest blev den 28-årige Saxenhøj-morder dømt til anbringelse den 2. oktober på Sikringen efter dobbelt-drabet på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing den 7. maj sidste år.

Personalet ville have ham indlagt på psykiatrisk afdeling, men inden læge-samtalen købte han en kniv i en genbrugsbutik og stak den 69-årige læge Flemming Møgelmose og den 40-årige socialrådgiver Jan Bundtofte Stryhn ihjel på sit værelse. Også en 50-årig beboer blev stukket ned af den 28-årige, men overlevede takket være akut lægehjælp.

Den 28-årige overfaldt tre måneder før dobbelt-drabet tre plejere på psykiatrisk afdeling i Hvidovre, og aftenen efter drabene gik han amok på psykiatrisk afdeling i Oringe, hvor han var blevet tvangsindlagt, og slog og sparkede to plejere.

1 af 3 Saxenhøj-morderen er en af de farligste kriminelle sindssyge og han var blandt de, som blev flyttet i dag (privatfoto)
2 af 3 Her er et foto fra den gamle Sikrings gård, der er omkranset af en ringmur. Sikringen i Nykøbing Sjælland lukkede i dag. (Foto: Mik Eskestad)
3 af 3 De 30 farligste kriminelle sindssyge i Danmark blev i dag flyttet til den nye Sikring i Slagelse. (Lind Foto)