Var du på hotellet, da det brændte, eller har du en særlig god historie tilknyttet hotellet? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms på 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.
Det historiske hotel Svinkløv Badehotel i Nordjylland er brændt ned til grunden. Det oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg til Ekstra Bladet.
- Det er helt brændt ned. Der er intet, der er over to meter højt, og det brænder stadig, siger han klokken 05.30.
Tidligt mandag morgen er brandvæsnet i gang med efterslukningsarbejdet, som ifølge Poul Badsberg vil tage adskillige timer.
Senere mandag skal teknikere forsøge at finde brandårsagen, men der går nogle timer, før de kan komme til på stedet.
- Det skal først køles noget ned, så det blive nok lidt oppe af dagen, siger vagthavende Poul Badsberg til Ekstra Bladet.
Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen om branden klokken 00.48, og ved 2.30-tiden udviklede branden sig så voldsomt, at den brød igennem taget på hotellet.
Politiet oplyser, at branden på et tidspunkt var så voldsom, at den spredte sig til de omkringliggende klitter.
Klitterne brænder
Det samme kunne Ekstra Bladets mand på stedet fortælle.
- Der er så stjernevarmt herude lige nu, at selv klitterne brænder, sagde han.
De omkring 70 gæster, der befandt sig på hotellet, er alle evakueret. En gravid kvinde er kørt på hospitalet til observation, men ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.
Politiet har hjulpet de evakuerede med at finde ly for natten på Rønnes Hotel i Fjerritslev.
Brandvæsenet i Fjerritslev har fået assistance fra brandvæsenet i Brovst og Løgstør samt fra beredskabstjenesten i Thisted.
Inspirerede tv-serie
Svinkløv Badehotel er opført i 1925. Tv-serien Badehotellet er inspireret af det smukke hotel, og enkelte scener er indspillet i området ved Vesterhavet.
- Det er en kulturperle. Det er så tragisk, selv om det kun er materielle skader, siger vagtchef Poul Badsberg til Ekstra Bladet.
Brandårsagen er endnu ukendt, men mistanken retter sig mod et køkken i kælderen.
Svinkløv Badehotel har siden 2015 været drevet af parret Louise og Kenneth Toft-Hansen.