Pigen i bilen var alvorligt kvæstet. I en sådan grad at hun var uigenkendelig.
Jayme Erickson fra Canada sad med hende. Hun kunne godt se, at pigen ikke ville overleve. Men hun forsøgte at holde hende i live længst muligt, så hendes familie ville kunne nå at sige farvel.
Jayme Erickson anede ikke, det var hendes egen datter, hun sad med.
Voldsomt biluheld
Den canadiske ambulancebehandler var sammen med sin kollega den første til stede ved en trafikulykke nord for byen Calgary den 15. november, skriver AP.
Her havde en person mistet kontrollen over bilen og var blevet ramt af en modkørende lastbil. Chaufføren af personbilen var i stand til selv at komme ud af bilen.
Jayme Erickson kravlede ind på bagsædet i den sammenkrøllede bil til den kvindelige medpassager.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Jayme Erickson havde ét fokus, mens redningspersonalet kæmpede for at få den hårdt kvæstede pige fri: Holde hende længst muligt i live, så familien ville kunne nå at sige farvel.
Forfærdelig besked
Da pigen kom fri, blev hun straks fløjet til hospitalet.
Ambulancebehandlerens vagt var ovre, og hun tog hjem. Men få minutter efter ringede det på døren. Det var politiet, der fortalte Jayme Erickson, at hendes datter havde været ude for en ulykke.
'Den kritisk kvæstede patient, jeg lige havde behandlet, var mit eget kød og blod. Mit eneste barn. Min mini-mig. Min datter, Montana,' skriver Jayme Erickson på den GoFundMe-side, der er oprettet til familien.
'Hendes skader var så forfærdelige, at jeg ikke engang genkendte hende.'
'Elsk af hele dit hjerte'
Den knuste mor begræder i opslaget, at hun aldrig vil se sin datter blive voksen, blive uddannet og blive gift.
'Jeg elsker dig mere end noget andet i denne verden,' skriver Jayme Erickson, der slutter med en opfordring:
'Elsk af hele dit hjerte. Hold dem tæt på dig. Skab minder. Hvis du skal elske nogen, så hold fast så længe og stærkt, du kan... indtil du ikke længere kan.'