Hjemmeplejer fængslet: Snød de gamle og købte møbler og rejser

Stjal konto-oplysninger fra sine klienter og købte vildt ind, lyder sigtelsen

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

En 27-årig social- og sundhedshjælper er blevet varetægtsfængslet i dag i Københavns dommervagt for 27 dage, sigtet for bedrageri mod seks pensionister på plejehjem og I beskyttede boliger i københavnsområdet.

Den 27-årige, der er afghansk statsborger, arbejdede for et privat vikarbureau, hvilket hun slet ikke måtte, fordi hun i 2013 ved Retten i Lyngby blev frakendt retten til at arbejde som sosu-hjælper hos plejekrævende beboere. Det er uvist, hvad dommen i Lyngby handlede om.

Kvinden erkendte sig delvist skyldig i nogle af bedragerierne, der ifølge sigtelserne løber op i samlet godt 70.000 kr.

Blandt andet købte hun, ifølge sigtelsen, møbler og interiør for 26.636 kr. med hjælp af kontooplysninger, hun havde stjålet fra en kvindelig beboer på plejehjemmet Enggården i Dragør.

Hun købte også en rejse til Tenerife til sig selv og sin ledsager for 14.685 kr. og en rejse til Monaco med den samme mand til 15.144 kr.

Hun arbejdede som hjemmeplejer i vikarbureauet og kom dermed både på plejehjem og i private beskyttede boliger.

I dommervagten erkendte den 27-årige blandt andet, at hun havde købt rejsen til Tenerife, men hun nægtede, at den samme pensionists kontooplysninger var brugt til indkøb af møbler med videre for de godt 26.000 kr.

Da bedragerierne skete, arbejdede hun for et vikarbureau, men i april skiftede hun til et andet vikarbureau. Ifølge anklageren i dommervagten nåede hun at begå et enkelt bedrageriforhold i sit nye job, faktisk to dage efter, at hun var startet. Her misbrugte hun en Søborg-pensionists kontooplysninger til at købe varer for 1476 kr.

Anklageren dokumenterede, at der var leveret varer købt på nettet til den sigtede kvindes adresse.