Hjemmerøveri: To 18-årige truede med at skære offers fingre af

Udbyttet blev ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi 8.000 kroner, kom det tirsdag frem under grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster

To mænd er anholdt for et hjemmerøveri og fremstilles klokken 11 i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster. (Foto: Per Rasmussen)
To mænd er anholdt for et hjemmerøveri og fremstilles klokken 11 i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster. (Foto: Per Rasmussen)

Ved du noget om hjemmerøveriet? Kontakt os på 1224@eb.dk eller på sms 1224 (alm. takst).

To 18-årige mænd er anholdt og sigtet for et ualmindeligt barsk hjemmerøveri, som ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er sket fredag 24. juli mellem klokken 20.45 og 21.45 mod en 51-årig mand på Gaabensevej i Nørre Alslev.

Det er netop kommet frem forud for et grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster tirsdag formiddag.

De to mænd blev fremstillet hver for sig, og af sigtelsen, som anklager Mia Østergaard nåede at læse op inden dørlukningen, fremgik det, at de to 18-årige ifølge politiets opfattelse havde opsøgt den 51-årige i hans eget hjem.

Her havde de sammen truet manden med at stikke hans øjne ud og at skære hans tunge og fingre af, hvis han ikke udleverede sin pengepung til dem.

Det gjorde manden, og siden blev han tvunget ud i sin egen bil, hvor de to 18-årige kørte manden til to banker i Nørre Alslev. Her fortsatte truslerne, indtil manden udleverede 8.000 kroner til de 18-årige.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det den 51-årige selv, der har anmeldt hjemmerøveriet til politiet.

Anklager Mia Østergaard ønsker foreløbig ikke at fortælle, hvordan de to 18-årige forholder sig til sigtelserne.

Opdateres...