Højesteret: LTF'er slipper for seks års fængsel før livstidsdom

Højesteret har i dag besluttet, at et tidligere LTF-medlem slipper for at afsone seks års fængsel før livstidsdom

To LTF-sager blev i dag afgjort i Højesteret. Arkivfoto: Polfoto
To LTF-sager blev i dag afgjort i Højesteret. Arkivfoto: Polfoto

To sager fra den blodige bandekonflikt mellem Loyal To Familia (LTF) og Brothas i 2017 er i dag blevet afgjort i Højesteret.

I den ene blev 21-årige Osama Mohammad Khidhir og 25-årige Ibrahim Jamil Bader Merei idømt livstid for drabet på Ghassan Ali Hussein, der 9. november 2017 blev skuddræbt i Mjølnerparken.

Dommen var årsag til, at endnu en sag i dag blev afgjort i landets øverste retsinstans. Det skyldes, at Ibrahim Jamil Bader Merei også blev dømt for grov vold og forsøg på grov vold i en anden sag under samme konflikt, hvilket landsretten sidste år takserede til seks års fængsel.

Ifølge Michael Juul Eriksen, der repræsenterede Ibrahim Jamil Bader Merei i begge sager, betød det, at hans klient først skulle afsone de seks år og derefter livstidsdommen.

Højesteret kom frem til, at der ikke skulle udmåles en tillægsstraf, hvis Merei blev idømt fængsel på livstid i drabssagen. Dermed slap den 25-årige for de seks års fængsel for forsøg på overfald af fem ledende Brothas-medlemmer, samt et overfald hvor en person blev angrebet med slag, spark og knivstik.

Under afslutningen på drabssagen undskyldte Merei til den afdødes familie og forklarede, at han ikke længere var med i Loyal To Familia.

 - Høje dommer, jeg var ung, dum og en anden person. Jeg var i en bande, og det var en anden tid dengang, appelerede den 25-årige Ibrahim Jamil Bader Merei, i håb om at få højesteret til at omstøde sin livstidsdom for drab under bandekonflikt i bytte for 20 års fængsel.

Fire andre LTF'ere fik også prøvet deres sag, men her var Højesteret enig med landsretten i, at straffen skulle fastsættes med udgangspunkt i et strafniveau på fængsel i 6 år.

Østre Landsrets dom:

* Ali Fares Sayer Al-Habib, 24 år. Fængsel i seks år.

* Leith Abdellatif Abed Al-Othman, 21 år. Fængsel i seks år.

* Ali Rabah Hasan Ali, 24 år. Fængsel i seks år og ubetinget udvisning.

* Tarek Saleh Karzoun, 29 år. Fængsel i seks et halvt år.

* Nikolaj Emil Kellit, 23 år. Fængsel i seks år.

* Suhayb Musse Ali Kulmie, 22 år. Fængsel i seks et halvt år.

* Mohammad Mohammad, 24 år. Fængsel i seks et halvt år.

* Houssen Nasser, 23 år. Fængsel i fire et halvt år. Det er en tillægsstraf til to tidligere domme på hhv. tre et halvt år og et år og ni måneder.

* Waheed Sarwar, 39 år. Fængsel i seks år samt udvisning for bestandig.

Kilde: Ritzau/Statsadvokaten i København.