En 29-årig kvinde blev torsdag aften opsøgt af sin 30-årige ekskæreste i sit hjem i Nakskov. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Manden havde gemt sig i en busk i haven, indtil kvinden kom hjem, og herefter fik han hende indenfor, og holdt hende fanget der i tre timer.
- Han nægtede hende at forlade huset, mens han havde truet hende og slået en enkelt gang med knytnæve samt sparket hende tre gange foran deres tre fælles børn, skriver politikredsen i sin døgnrapport.
Efter de tre timer forlod manden kortvarigt huset, og i den tid nåede kvinden at flygte over til et nabohus, hvor hun kontaktede politiet.
Da manden kom tilbage til huset, kunne politiet anholde ham. Han bliver nu sigtet for vold.