- Jeg var ikke i tvivl om, at det var ham. Men for en sikkerheds skyld gik jeg på nettet på min mobil og tjekkede billederne.
Den 18-årige handelsskoleelev Mia-Lisa Wiinblad var i formiddags på vej til sin skole CPH West i Ballerup, da hun mødte 'yoghurt-manden' i S-toget, da hun stod på i Valby.
Han står følge politiet og DSB bag mindst 22 tilfælde af groft hærværk i S-tog, hvor han har hældt yoghurt og maling ud over sæderne. Skaderne løber op i 400.000 kr.
Hvid Flügger
Mia-Lisa Wiinblad fortæller til Ekstra Bladet, at hun gik hele vejen gennem S-toget for at være så tæt på udgangen i Ballerup som muligt, da hun fik øje på manden, som var ved at åbne en lille dåse hvid Flügger maling.
- Dagen før havde jeg læst en artikel om ham på nettet og set billederne, og i skolen jokede jeg med min veninde om, at det kunne være sjovt, hvis man mødte ham i S-toget, fortæller Mia-Lisa Wiinblad.
'Yoghurt-manden' anholdt efter nyt hærværkHun satte sig på det modsatte sæde skråt overfor manden, der fik maling på fingrene, da han åbnede dåsen. Han tørrede fingrene af i sædet, men følte sig åbenbart iagttaget. Så han rejste sig og gik ind i en anden kupé, hvor der ikke sad nogen andre.
- Men jeg kunne blot dreje hovedet og stadig se ham. Han hældte maling ud over et sæde og langs væggen. Så rejste han sig og gik hen til døren og ventede på, at S-toget standsede i Vanløse, siger Mia-Lisa Wiinblad.
En anden passager i S-toget, en kvinde, havde også genkendt 'yoghurt-manden' og spurgte Mia-Lisa Wiinblad: - Er det ikke ham ?
Genkendt efter anholdelsen
Imens havde den 18-årige ringet til politiet og fortalt, hvad der skete. Da han stod af i Vanløse, fortsatte Mia-Lisa med S-toget, men foreslog politiet, om hun skulle stå af på næste station og køre tilbage. Det syntes politiet var en god idé, og hun var heldig, der kom et S-tog med det samme mod København.
Da hun kom til Vanløse blev hun mødt af en politipatrulje, og en anden patrulje havde netop tilbageholdt manden på gaden i nærheden. Mia-Lias Wiinblad fik lov til at se den anholdte på afstand og kunne straks genkende manden fra S-toget.
Den 60-årige nægter sig skyldig, men politiet har gode overvågningsfotos fra hærværks-episoderne. Derfor bliver den 60-årige i morgen fremstillet i dommervagten med krav om varetægtsfængsling.
Han eventuelle motiv til det omfattende hærværk kendes ikke. Efter at have hældt maling eller yoghurt ud på sæderne har han flere gange henvendt sig til andre passagerer, peget på hærværket og sagt: Sikke noget svineri.