KONGSBERG, NORGE (Ekstra Bladet): Det er Ann Mikalsen, tinghusdommer i Kongsberg tinghus, der skal afgøre, om den 37-årige dansk Espen Andersen Bråthen skal fængsles.
Men det bliver en skrivebordsafgørelse, fordi den sigtede er gået med til en afgørelse uden fremmøde. Sigtelsen lyder på fem drab på fire kvinder og en mand i Kongsberg onsdag aften.
Det fortæller dommeren til Ekstra Bladet.
Ann Mikalsen tager stilling til fængslingen af den 37-årige senere på dagen. Men hun mangler stadig at modtage nogle dokumenter fra politiet, før hun kan træffe beslutning.
- Begæringen fra politiet er fire ugers varetægtsfængsling og begæring om brev og besøgsforbud i fire uger samt fuldstændig isolation og medieforbud i to uger, fortæller tinghusdommeren.
Der er ikke begæring om varetægt i surrogat. Dommeren oplyser, at det kan ske på et senere tidspunkt.
VG har tidligere i dag skrevet, at Espen Andersen Bråthen, ifølge politiadvokat Anne Irén Svane Mathiassen, er blevet overdraget til sundhedsvæsenet i går.
- Det er en vurdering fra sundhedsvæsenet, siger hun, da VG spørger, hvorfor han nu er overdraget.
Politiet har oplyst, at den 37-årige desuden skal underlægges en fuld mentalundersøgelse for at fastslå, om han er tilregnelig.
Ekstra Bladet har talt med et nært familiemedlem til den 37-årige danske statsborger, der har en dansk mor og en norsk far. Han fortæller, at forældrene gentagne gange har forsøgt at få hjælp til sønnen, der blev mere og mere psykisk syg og til fare.
Kurt-Einar Voldseth bor lige i nærheden af gerningsmanden og gerningsstederne. Han fortæller her om den frygtelige oplevelse.