Politiet i Nordsjælland har fredag morgen afblæst en storstilet eftersøgning med både helikoptere og hundepatruljer efter en ældre kvinde, der havde forladt et plejehjem i Hundested ved midnatstid.
Den 75-årige kvinde var kun iført sutsko og morgenkåbe.
Politiet frygtede derfor for hendes liv. Ikke mindst fordi temperaturen nåede ned på omkring fem graders varme i løbet af natten.
Men nu er kvinden fundet i god behold.
En borger opdagede kvinden i sin have kort før klokken seks.
- Hun er fundet af en kvik borger i en have cirka 200 meter fra plejehjemmet, oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi.
Forinden havde politiet bedt borgere i området om hjælp til at finde kvinden.
Kvinden forlod plejehjemmet Fjordhuset kort efter midnat.