I sensommeren 2021 blev en 14-årig pige udsat for først et verbalt og senere et fysisk overfald, mens hun sad på en gynge i et grønt område i den midtjyske by Rødkærsbro. Det skriver Viborg Folkeblad.
Inden det gik så vidt, var der blot en uoverensstemmelse med den 58-årige kvinde, der var ude at lufte sin hund i området, og den gruppe af unge, den 14-årige var del af.
'Møgluder'
Kvinden kom gående og følte sig nødsaget til at irettesætte en af de unge til at smide den dåse ud, som personen gik og sparkede til. Den unge rettede ind, smed dåsen ud og gik over til et gyngestativ.
Her kom den 58-årige senere hen, hvor hun begyndte at overfuse den 14-årige pige med skældsord som 'møgluder' og 'misfoster'. Teenageren svarede tilbage, at hun håbede, at den 58-åriges hund ville dø.
Knytnæveslag til tindingen
Det ville den hundeluftende kvinde frabede sig at høre. Hun rev den 14-årige i året, slog hende på skulderen og med et knytnæveslag i tindingen. Et slag, der fik det til at sortne for den 14-årige pige, som også faldt ned fra den gynge, hun sad på.
Bagefter fik voldsofferet konstateret en hjernerystelse oven på episoden. Den 58-årige kvinde, der i dag er flyttet til en landsby på Fyn, nægtede sig skyldig, men indrømmede også, at hun havde en dårlig hukommelse. Derfor formulerede hun sig også kortfattet, når hun blev spurgt.
Retten idømte kvinden to måneders fængsel for vold. Hun har endnu ikke besluttet, om hun vil anke sagens afgørelse.