Der bliver formentlig sat et punktum i en omfattende sag om millionsvindel, når en 45-årig mand onsdag ventes at tilstå hvidvask for 128 millioner kroner.
Politiet mener, at den 45-årige sammen med to medtiltalte og flere ukendte gerningsmænd i perioden fra 1. januar 2021 til 7. december 2021 har været med til at hvidvaske penge, der stammer fra kriminalitet.
Millionbeløb er blandet andet blevet overført fra lang række virksomheder til udenlandske bankkonti samt som betaling for køb af guld og møbler for på den måde at tilsløre, at de stammede fra strafbare handlinger.
Det fremgår af retsmødebegæringen, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Ifølge begæringen er det lykkedes politiet at beslaglægge flere af overførslerne, ligesom flere er gået i vasken, fordi banken har spærret virksomhedens konto.
Stor anholdelsesaktion
Den 45-årige mand blev anholdt sammen med tre andre mænd i en koordineret aktion 7. december sidste år og har siden siddet varetægtsfængslet. Her stod politiet klar klokken 07 om morgenen på otte adresser rundt omkring på Sjælland.
De i alt fire mænd i alderen 21 til 50 år blev sigtet for økonomisk kriminalitet, herunder moms- og skattesvig, for et svimlende beløb på 225 millioner kroner.
Under aktionen blev der sikret et større penge beløb, kryptovaluta, dyre designereffekter og digitale enheder, hvoraf flere af effekterne nu kræves konfiskeret af anklagemyndigheden.
Det drejer sig blandt andet om næsten 7,5 kilo guld til en cirka værdi af sammenlagt 2,7 millioner kroner, designermøbler og Rolex-ure.
Udover konfiskation af en lang række dyre ejendele, vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om en tillægsbøde på 128 millioner kroner
Ekstra Bladet følger sagen.