Hvorfor skulle Phillip dø: Brødre erkender nu dødsvold

Tre store spørgsmål presser sig på i drabssag om to brødres dødbringende overfald på den 28-årige ingeniør Phillip Johansen

LIVE

RETTEN I RØNNE (Ekstra Bladet): Ikke færre end 20 danske og udenlandske dagblade, magasiner, radio- og tv-stationer og organisationer var til stede, da retsformand Henrik Engell Rhod klokken 9.42 satte skub i kulminationen på årets mest omtalte retssag om drab i Danmark.

Det skete nøjagtig 160 døgn og syv timer efter det dødbringende overfald på den unge ingeniør Phillip Johansen i skoven nord for Rønne.

Drabsofrets mor Mwajuma Johansen ankommer her til retten sammen med en af sine døtre. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Drabsofrets mor Mwajuma Johansen ankommer her til retten sammen med en af sine døtre. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Pressen dækker Bornholmer-drabssagen i to retssale, hvoraf der er videolink i den ene. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Pressen dækker Bornholmer-drabssagen i to retssale, hvoraf der er videolink i den ene. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

En række spørgsmål vil i dagens løb blive besvaret for første gang:

Nøjagtig hvorfor skulle den 28-årige mand afstraffes så bestialsk? Blev han lokket i baghold? Havde det i modsætning til, hvad politiet, anklageren, de to forsvarere, de tiltalte brødre og deres og ofrets fælles venner fastholder alligevel noget med racisme at gøre?

I fokus er de to drabstiltalte brødre. De er de eneste, som kender alle svarene. Storebror er klædt helt i sort og lillebror i hvid skjorte og sort jakke. Begge virker rolige og fattede.

Deres forsvarere Peter Secher og Henrik Stagetorn indledte retssagen med at erklære, at begge de to brødre nu erkender vold med døden til følge. De har hidtil udelukkende erkendt sig skyldige i grov vold.

Benthe Pedersen Lund, chefanklager hos Bornholms Politi, går efter at føre bevis for, at de to tiltalte brødre forsætligt dræbte Phillip Johansen. Her giver hun interview foran Retten i Rønne. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.
Benthe Pedersen Lund, chefanklager hos Bornholms Politi, går efter at føre bevis for, at de to tiltalte brødre forsætligt dræbte Phillip Johansen. Her giver hun interview foran Retten i Rønne. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.
 

Drab i fælles forståelse
Den 23-årige lillebror med en fortid som hash-handler på Christiania og hans tre år ældre bror med en iøjnefaldende nazistisk tatovering på kroppen og åbenlys sympati for den politiske højrefløj har erkendt, at de udsætte deres tidligere 28-årige ven for grov, voldelig mishandling.

Det skete natten til 23. juni i år ved Danmarks nok mest omtalte bålhytte.

Fakta om drabssagen

De to brødre blev anholdt og sigtet for drabet på Phillip Johansen få timer efter det fatale overfald i Blykobbe Plantage.

De to nu tiltalte har under retssagen i Retten i Rønne erkendt sig skyldige i vold med døden til følge. Men drab nægter de sig skyldige i. 

En overgang satte spekulationer om, at der kunne være tale om en racistisk ’hatecrime’ dagsordenen i pressen. Det knyttede sig blandt til det forhold, at offeret fik knæ presset mod halsen.

Den handling vakte mindelser om hvide betjentes dødbringende overfald på afroamerikansk George Floyd i maj i år i Minneapolis i USA, som rejste en storm af protester over hele verden.

Men den racistiske vinkel på bornholmer-drabet er manet i jorden af politiet og anklagemyndigheden, forsvarerne, de tiltalte brødre samt deres og ofrets venner på Bornholm.

Brødrene på 23 og 26 år er tiltalt for at have dræbt deres 28-årige kammerat 'i fælles forståelse' efter straffelovens paragraf 237. Drabsagens hovedforhandling kører over to dage, og dommere og nævninge tager 1. december stilling til skyldspørgsmålet og strafudmålingen.

Begge brødre er egnede til almindelig straf, lyder den psykiatriske vurdering.

Brødrene er tilltalt for at have dræbt Phillip Johansen 'i fælles forståelse'. Men de nægter, at de havde til hensigt at slå Phillip Johansen ihjel. Den yngste har for åbne døre i retten i sommer bekræftet den forklaring, han gav til politiet efter sin anholdelse.

På sine egne og sin brors vegne fastholdt han, at der ikke - som Black Lives Matter og flere politikere ellers har spekuleret i - var tale om en racistisk motiveret hate-crime.

Rasende og chokerede
Den dansk-tanzanianske mand skulle med lillebroderens egne ord have 'en lærestreg'. Men motivet skulle ifølge ham have været, at de to brødres mor aftenen før havde forklaret, at Phillip Johansen halvanden måned tidligere havde forgrebet sig seksuelt på hende.

Det gjorde de to unge mænd rasende og chokerede. De satte over midnat den tidligere ven stævne i skoven for at drikke øl og snakke.

Sådan døde Phillip Johansen

Drabet på Phillip Johansen udspillede sig ifølge anklageskriftet cirka mellem klokken 1.35 og 2.21 om natten til 23. juni 2020.

Det skete efter et forløb med mishandling, hvor brødrene skal have påført offeret læsioner i hovedet, på halsen, på kroppen, i skridtet, på arme, hænder og ben og 'svær smerte og bevidstløshed'.

Det gjorde de angiveligt ved at vælte ham om på ryggen, sætte knæ på hans hals samt slå ham i tindingen og på benene med en granrafte.

Brødrene skal desuden have slået Phillip Johansen i hovedet med en flaske, sparket og trampet ham i skridtet - herunder med træsko - og stukket ham i hænderne med en kniv.

Endelig slog de angiveligt den unge ingeniør over store dele af kroppen med brandvarme ildragere.

Resultatet var ifølge anklageskriftet, at Phillip Johansen fik anden- og tredjegradsforbrændinger flere steder på kroppen, og at hans hjernebark blev kvæstet med en begyndende hjerneskade.

Retsmedicinere skal også have fundet brud på dansk-tanzaniers lægben, skinneben og tungeben, punktformede blodudtrædninger i øjnene samt stiksår og overskæring af sener og knogler i hænderne, og kvæstelser og delvis knusning af hans testikel-væv.

I sammenhæng med akut luftoverfyldning af lungerne bevirkede det, at Phillip Johansen afgik ved døden.

Men mødet tog en brutal drejning. Phillip Johansen blev ifølge anklageskriftet slået med rafter og flasker, stukket med kniv, trampet, sparket og brændt med ildragere i et omfang, så han angiveligt døde i løbet af natten. Formentlig omkring klokken 2.21.

Hans lig blev næste morgen fundet af en hundelufter, der straks alarmerede Bornholms Politi.

Mwajuma Johansen foran bålhytten i Blykobbe Plantage nord for Rønne. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Mwajuma Johansen foran bålhytten i Blykobbe Plantage nord for Rønne. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Dom afsiges i morgen
Spørgsmålet er nu, om de to brødre og deres forsvarere, Henrik Stagetorn og Peter Secher, kan overbevise dommere og nævninge om, at det ikke var deres mening, at Phillip Johansen skulle dø. Eller om de modsat når frem til, at de burde have vidst, at det måtte blive resultatet af den omfattende mishandling.

De to brødre ventes at afgive forklaring før middag. I eftermiddag vil en retsmediciner og yderligere et vidne forklare sig.

Drabsofrets mor, Mwajuma Johansen, har flere gange besøgt gerningsstedet for det fatale overfald på hendes søn. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Drabsofrets mor, Mwajuma Johansen, har flere gange besøgt gerningsstedet for det fatale overfald på hendes søn. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Skyldspørgsmålet vil sandsynligvis blive afgjort tirsdag. Senere samme dag ventes retten at afgøre, hvilken straf, der skal udmåles til de to brødre.

Men det står allerede nu fast, at anklageren ikke vil gå efter en strafskærpelse begrundet i en mulig hate-crime. Chefanklager Benthe Pedersen Lund har på forhånd afvist, at hun kan løfte dén bevisbyrde.

Bwalya Sørensen, den kontroversielle leder af organisationen Black Lives Matter, er også til stede på tilhørerpladserne.

Hun fastholder, at der er tale om en racistisk hatecrime, selv om det ikke alene bestrides af politiet og anklageren, men også af de to forsvarere og de fælles venner til ofret og de tiltalte, som Ekstra Bladet har været i kontakt med.

Liget i skoven: Blodbrødre ville have hævn

Her lå Phillips lemlæstede lig: 'Min søn var næsten nøgen'

Mor står frem: Måtte ikke se sønnens lig