Hypnotisør sigtet for at sexmisbruge 16-årig: 'Følelsen sad i skridtet'

42-årig erkender forskellige former om seksuel omgang, men påstår det skete før hypnosen og var frivilligt

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): Mens en 16-årig psykisk skrøbelig pige mødte op hos en nu 42-årig hypnotisør fra Rødovre for at få hjælp til at bekæmpe sin angst, endte det i virkeligheden med, at hypnotisøren, ifølge sigtelsen, misbrugte hende seksuelt.

Den 42-årig hypnotisør er sigtet for at have misbrugt den unge pige seksuelt mindst otte gange gennem et år fra juli 2015 til juni i år, mens hun var 15 og 16 år.

Krimi Hypnotisør sexmisbrugte 16-årig pige i sin klinik

Sagen var tiltænkt at køre som en tilståelsessag, og ifølge retsmødebegæringen misbrugte han pigens behandlingsmæssige afhængighed, mens hun var lagt i hypnose, til at foretage overgrebene på sin hypnoseklinik i Rødovre.

Manden erkendte i dag i retten, at han har haft sin finger oppe i pigen i forbindelse med flere behandlings-sessioner, og at hun i flere tilfælde har haft hans lem i munden, så han fik udløsning. Men han hævder, at det var hende, der tog initiativ til det, og at det seksuelle ikke skete under hypnosebehandlingen, men umiddelbart før.

Derfor vurderede sagens anklager, David Haahr, at sagen alligevel ikke kunne fremmes som en tilståelsessag, og den blev udskudt til berammelse som en domsmandssag på et senere tidspunkt.

'Følelsen sad i skridtet'
Den 42-årige, der var iklædt en hvid- og blåstribet skjorte og mørke cowboybukser, forklarede, at han under behandlingen spurgte pigen ind til, hvor følelsen sad.

Ved den tredje behandling fortalte hun, ifølge den sigtede hypnotisør, at hun mærkede, at følelsen sad mellem benene, hvorefter han lagde sin hånd på hendes skridt. Og så vidt han huskede, fortalte hun så, at følelsen sad længere oppe, hvorefter han førte sin finger op i skeden på hende.

Anklager David Haahr ville vide, om han tænkte, at det var forkert at gøre det ved en 15-årig i forbindelse med hypnose-terapi.

- Nej, det gjorde jeg sådan set ikke. For hvis det er det, min klient har brug for, så er det det, svarede han.

Manden forklarede derefter, at pigen ved fjerde behandling kyssede ham, hvilket fik ham til at gå i panik og sige, at det måtte han ikke.

Det fik anklageren til at spørge, hvorfor han gik i panik over, at pigen ville kysse ham, når han syntes, det var okay at stikke en finger op i hendes skede.

- Det er den helt klare adskillelse for mig. Det andet er en del af behandlingen, det er det her ikke. Det er at involvere mig med hende, sagde han og forklarede videre, at der efterfølgende var oralsex.

'Jeg panikkede'
Anklageren spurgte, om han havde lyst til at fortsætte behandlingerne af pigen efterfølgende.

- Nej, det havde jeg ikke. Men jeg følte mig i den grad fanget. Jeg skulle have sagt fra. Men i og med at jeg panikkede første gang, så frygtede jeg, at hun ville sige det, lød hans forklaring, ligesom han hævdede, at det seksuelle skete før behandlingerne.

Han forklarede, at pigens mor fulgte pigen til alle behandlinger, men ikke var med inde.

Ifølge mandens forsvarer opererer han ikke længere som hypnotisør og har lukket sin klinik i Rødovre.

Anklagemyndigheden vil desuden nedlægge påstand om, at han indtil videre frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter.