Med hvilket våben slog han sin hustru ihjel? Hvordan skaffede han liget af vejen? Og hvorfor skulle moderen til to af hans fire børn dø?
Disse spørgsmål ventes sognepræst Thomas Gotthard i dag at svare på, når han stilles for en dommer ved Retten i Hillerød.
Her skal den 45-årige i første omgang aflægge forklaring ved et såkaldt indenretligt forhør, og hvis der her kommer en tilståelse, som anklagemyndigheden er tilfreds med, bliver der formentlig allerede tirsdag sat et endeligt punktum for sagen med en dom.
Hverken forsvarer Jesper Storm Thygesen eller anklager Anne-Mette Wedell Seerup vil forud for retsmødet svare på spørgsmål. Anklageren vil anmode om lukkede døre under det indenretlige forhør, således at offentligheden ikke får lov til at høre præsten forklare sig under forhøret.
Nægtede pure
Hvorfor præsten pludselig har valgt at lette hjertet og indrømme, at han i efteråret sidste år slog Maria From Jakobsen ihjel, er uvist.
Manden, der først blev anholdt knap tre uger efter hun forsvandt, har fra dag et pure nægtet at have noget som helst at gøre med hendes forsvinden, ligesom han ved de første retsmøder kæmpede for at blive løsladt.
Det ændrede sig pludselig i juni.
Her kunne Ekstra Bladet afsløre, at Thomas Gotthard nu havde aflagt fuld tilståelse i sagen, hvor han var tiltalt for drab og for at skaffe liget af vejen.
Forinden havde han ført politiet til det sted, hvor han havde gemt en del af Maria From jakobsens jordiske rester. I adskillige timer var området omkring en viadukt i den nordsjællandske landsby afspærret af politiet. Stedet er øde og omgivet af marker og vådområder, men ligger få kilometer fra Thomas Gotthard og Maria From Jakobsens fælles hjem i Frederikssund.
Det var herfra hun pludselig forsvandt, efter at hun om morgenen 26. oktober 2020 havde kørt børnene i skole. Ifølge anklageskriftet, som nåede at blive formuleret, inden præsten tilstod, mener politiet, at hun blev dræbt samme morgen.
Ingen fattede dog mistanke før langt senere.
Da Maria From Jakobsen dagen efter blev meldt savnet af sin søster, troede man, at den 43-årige psykolog var forsvundet frivlligt. Af efterlysningerne fremgik det, at hun var gået hjemmefra i 'stærkt nedtrykt tilstand', men den oplysning kom, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, fra Thomas Gotthard.
Først søndag 15. november blev mistanken rettet mod hendes ægtemand, og han blev anholdt.
Daværende efterforskningsleder, Vicepolitiinspektør og leder af Efterforskningscentret ved Nordsjællands Politi Lau Lauritzen, sagde senere til Ekstra Bladet, at den Gotthards betroede stilling kan have påvirket hans omgivelser såvel som politiet:
- Folk tror også på en politibetjent. I en opstartsperiode er man altid farvet af sit skøn af den, man taler med. Det er ikke normalt, at en præst kommer med sådan en fortælling, han er kommet med til os, hvis ikke den er troværdig. Så siger vi ikke med det samme ’det tror vi ikke en skid på, du har slået din kone ihjel’, lød det.