I morgen er det 10 år siden: Alle teorierne om Maddie - og politiets næste skridt

Madeleine McCann har onsdag været forsvundet i præcis ti år. Politiet arbejder fortsat - på nedsat blus - på at opklare den verdenskendte sag

Den dengang treårige Maddie McCann har været forsvundet siden 3. maj 2007. I de ti år der er gået, har hele verden fulgt intenst med i kampen for at finde hende igen. Arkivfoto: AP
Den dengang treårige Maddie McCann har været forsvundet siden 3. maj 2007. I de ti år der er gået, har hele verden fulgt intenst med i kampen for at finde hende igen. Arkivfoto: AP

Onsdag 3. maj er det præcis ti år siden, Madeleine McCann forsvandt fra ferielejligheden på Rua Dr Agostinho da Silva i byen Praia da Luz ved Portugals sydkyst.

Den blonde, treårige brite blev meldt savnet få dage før sin fødselsdag, efter hun havde sovet sammen med sine mindre søskende på værelset, mens forældrene spiste tapas med en gruppe venner i nærheden.

Siden 'Maddies' forsvinden har hele verden intenst fulgt med i eftersøgnings- og opklaringsarbejdet, som er blevet berømt for forældrenes åbenhed igennem hele forløbet og det store arbejde, der er blevet lagt i at bevare interesse for sagen.

Selvom der er gået ti år, nærer mange stadig håb om, at Maddie fortsat er i live, og sagen er aldrig officielt blevet klassificeret som en drabssag.

Hele sagen tog sin begyndelse, da Maddie i 2007var med sine forældre og sine små søskende, det et år yngre tvillingepar, på ferie i Portugal i en privatejet lejlighed, som var en del af et større kompleks med reception og egen pool.

(artiklen fortsætter under dette overblik)

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

I dagene efter hendes forsvinden, voksede en efterforskning, der altså efter 10 år endnu ikke er afsluttet.

Det portugisiske politi lukkede officielt sagen i sommeren 2008, godt et år efter Maddies forsvinden, men britisk politi har siden med regeringen i ryggen indledt deres egen efterforskning med assistance fra Portugal.

Efterforskningen har undervejs taget udgangspunkt i forskellige teorier, som hver især har deres tilhængere både i politiets rækker og i den brede offentlighed.

Mens der i nettets afkroge har floreret temmelig usandsynlige teorier, så som at Maddie er blevet bortført af rumvæsner, har en stribe tilbagevendende teorier dannet udgangspunkt for eftersøgningen og efterforskningen efter den tragiske aften, da den lille familie gik fra fem til fire.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

I arbejdet med teorierne, har både portugisisk og britisk politi haft nærmest utallige personer i søgelyset. Mange personer er blevet afhørt, men kun få personer har været mistænkt for at stå bag Maddies forsvinden, og således er det kun et fåtal af personer, der enten har været fremme med navn og/eller billede i offentligheden for deres mulige rolle i sagen.

Det er dog heller ikke nogen fredsommelig affære at være mistænkt for at være indblandet i den yderst betændte sag, da falske beskyldninger flere gange har ført til retskendelser om erstatninger på millioner af kroner.

(klik dig rundt i grafikken for at læse mere)

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Hvordan ville Maddie se ud nu?
På trods af, at både britisk og portugisisk politi i en stor del af deres arbejde har søgt efter et lig, håber hele verden stadig, at den lille pige en dag bliver fundet i live.

Efter de mange år væk fra familien er hun dog næppe til at kende ud fra de billeder, hun blev efterlyst med i forbindelse med hendes forsvinden, og der er derfor af flere omgange blevet lavet computergenererede bud på, hvordan Maddies udseende kan have udviklet sig.

Herunder kan du se de billeder, der er blevet brugt i eftersøgningen af Maddie.

(klik dig rundt i grafikken for at læse mere)

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Selvom det nu er ti år siden, Maddie forsvandt, er sagen endnu ikke lukket.

Således bevilligede den britiske regering så sent som i sidste måned 95.000 pund (knap 850.000 kroner) til efterforskningen, som dermed foreløbig vil fortsætte indtil efteråret.

Og politiet er tilsyneladende stadig aktivt i gang med at efterforske sagen.

'Kvinde er afgørende'
Således kom det så sent som søndag frem, at politiet angiveligt arbejder med ét konkret spor i sagen, og at en kvinde kan vise sig at være vigtig i forhold til sagens opklaring. Det skriver The Telegraph.

Politiet er derfor klar til at afhøre kvinden, som kan 'have nøglen til at opklare, hvad der skete med Madeleine', forlyder det.

Det er dog uvist, præcis hvilken tilknytning, kvinden skal have til sagen, og om hun er et afgørende øjenvidne, eller om hun eventuelt er mistænkt i sagen.

Hvis kvinden viser sig at have vital betydning for sagen, vil det være det første afgørende spor i løbet af de ti år, Maddie har været forsvundet.

Maddie er 'set' 25 gange i Danmark
Undervejs har folk rundt omkring i verden rapporteret, at de har set Maddie intet mindre end 8685 gange i i alt 101 lande, viser en aktindsigt ifølge The Sun.

25 af de anmeldte tilfælde har været i Danmark, uden at der dog i aktindsigten er givet detaljer om de gange, personer herhjemme mener at have set verdens måske mest berømte, forsvundne pige.

Her ti år efter er det stadig uvist, om verden nogensinde får svar på, hvad der sker med Maddie. Hendes forældre har dog svoret, at de aldrig vil opgive håbet om at finde deres lille pige igen.