I nat: Skole raseret af voldsom brand

Politiet mener, at smeltet sne kan have forårsaget brand på skole i Høje-Taastrup

(Video: Kenneth Meyer)

En skole ved København blev natten til tirsdag beskadiget, da en kraftig brand fik fat i hele tagkonstruktionen, oplyser politiet.

Klokken 00.42 modtog brandvæsnet meldingen om ild på Selmoseskolen på Taastrupgaardsvej i Høje-Taastrup.

Branden bredte sig hurtigt til hele taget, og først tre timer senere havde brandfolkene fået bugt med flammerne.

- Vi har lige fået at vide, at branden nu er under kontrol, oplyser vagtchef Brian Munck fra Vestegnens Politi ved 04-tiden.

- Det er en forholdsvis stor brand, og skolebørnene vil blive mødt af en delvist nedbrændt skole, tilføjer han.

- Hele taget er ramt, og mange klasselokaler vil være ubrugelige på grund af røg- og vandskader, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Han oplyser, at ansatte fra Taastrup Kommune står klar, når eleverne møder ind her til morgen, og så vil de forsøge at omfordele eleverne til andre skoler.

(Foto: Kenneth Meyer)
(Foto: Kenneth Meyer)
 

I over tre timer kæmpede brandvæsnet for at få flammerne under kontrol. (Foto: Mathias Øgendal)
I over tre timer kæmpede brandvæsnet for at få flammerne under kontrol. (Foto: Mathias Øgendal)

(Foto: Mathias Øgendal)
(Foto: Mathias Øgendal)
 

Ifølge politiet tyder intet på, at branden er påsat. Derimod har politiet en teori om, at smeltet sne, kan have forårsaget de store skader.

- Det er en mulighed, at branden er opstået som følge af, at sne på taget er tøet og efterfølgende sivet ind i tagkonstruktionen, hvor det kan have forårsaget en kortslutning i de elektriske installationer, siger Brian Munck og fortsætter.

- Det er en teori, vi arbejder med, men vi skal selvfølgelig have en efterforsker på. Det er intet, der tyder på, at branden er påsat.

Brandfolk fra blandt andet Ballerup, Høje-Taastrup og Roskilde har deltaget i slukningsarbejdet, og efterslukningen ventes at fortsætte til ud på morgenen.

Selmoseskolen er en heldagsskole med 231 elever på 0-9-klassetrin, oplyser skolen på sin hjemmeside.

Ved du noget om sagen? Kontakt os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst).