Idas morder: Min far ringede under drabet

En 19-årig ung mand har tilstået drabet på 21-årige Ida Johansson. I retten er der mandag kommet frem, at hans fader ringede, mens han var i gang med at skjule liget 

21-årige Ida Johansson blev fundet dræbt 5. august 2015. (Foto: Svensk Politi)
21-årige Ida Johansson blev fundet dræbt 5. august 2015. (Foto: Svensk Politi)

Den 5. august blev den 21-årige svenske kvinde Ida Johansson dræbt under en løbetur nær Göteborg.

Mandag er retssagen mod Ida Johanssons formodede drabsmand begyndt i retten i Göteborg, hvor en 19-årig mand har erkendt sin skyld.

Den svenske avis Aftonbladet beskriver, hvordan både den 19-årige og hans far har afgivet forklaring i sagen mandag, hvor der er kommet nye hårrejsende detaljer frem.

21-årige Ida Johansson blev fundet dræbt 5. august 2015. (Foto: Svensk Politi) Krimi Ida dræbt under løbetur: 19-årig indrømmer mordet

I gang med at skjule hende
Den tiltalte mand forklarede, at hans telefon ringede kort efter, at han havde dræbt den 21-årige kvinde.

- Jeg var i gang med at skjule hende på det tidspunkt. Han spurgte, hvor jeg var henne og hvor lang tid, der var til, at jeg ville være hjemme, sagde den 19-årige i retten.

Se også: Død under løbetur: Nu har svensk politi pågrebet Idas drabsmand

Den tiltaltes fader var kort forinden i vidneskranken, hvor han fortalte, at sønnen kom hjem 20 minutter efter samtalen.

Her var der intet at mærke på sønnen, forklarede han. Sønnen var også helt upåvirket, da faderen senere denne aften spurgte ind til den 21-årige, der var blevet fundet dræbt.

- Det må have været en hun kendte, refererede faderen, at den 19-årige havde forklaret ham. 

Viste ingen anger
Den tiltalte viste heller ikke nogle anger udadtil dagen efter, hvor han tog til Liseberg for at feste med vennerne.

Kort før han tog af sted den dag spurgte faderen ham endnu en gang, om han kendte noget til drabet. Han benægtede igen.

Den 11. september blev den 19-årige dog pågrebet, og han erkendte straks drabet på Ida Johansson.

Se også: Svensk kvinde dræbt på løbetur: Politiet efterlyser vidner

Udover drab og groft voldtægtsforsøg, er han tiltalt for usømmelig omgang med lig.

- Den formelle indstilling er, at han erkender manddrab, sagde den tiltaltes forsvarsadvokat Sofia Björksten ifølge den svenske avis Expressen tidligere mandag.

Ifølge anklageskriftet havde den nu drabstiltalte udset sig et andet offer på løbestien, som han dog droppede til fordel for Ida Johansson.

Med overfaldsmanden siddende overskrævs på sig, kæmpede Ida Johansson ifølge anklageskriftet for sit liv, indtil han kvalte livet ud af hende.

Derpå slæbte den 19-årige mand ifølge anklageskriftet liget omkring 15 meter ind i skoven.

Sms'ede smiley
Her skændede han ifølge anklageskriftet liget, som han derpå forsøgte at dække til med grene og mos.

Manden er ikke tidligere straffet, men har ifølge en mentalundersøgelse, foretaget efter anholdelsen, en psykisk lidelse.

Fem minutter før han dræbte Ida Johansson sendte han ifølge undersøgelser af hans mobiltelefon en sms til en ven, som han afsluttede med en smiley.

Politiet fik tip om morder
Først en måned efter blev han pågrebet. Efter at have tømt en mobilmast ved det sted, hvor man fandt Ida Johansson, fandt man frem til de flere hundrede personer, som havde befundet sig i området mellem klokken 18 til 02 den dag, hvor kvinden blev fundet.

Omkring 850 mennesker blev tjekket i jagten på morderen, indtil man til sidst kunne fastslå hans identitet ved hjælp af et dna-match.

- Han kunne have været fundet i løbet af to uger. Men så kom der et tip, som førte til hans navn, siger anklager Robert Nappi

Se også: Svensk kvinde dræbt på løbetur: Politiet efterlyser vidner

Ifølge anklagemyndigheden er mandens psykiske lidelse ikke er så alvorlig, at han ikke kan idømmes fængselsstraf.