Et par stjålne nummerplader var i nat startskuddet til en langvarig politijagt omkring Rønde på Djursland.
Omkring kl. 03.00 forsøgte en politipatrulje at bringe en rød Nissan til standsning ved Kaløvig, da bilens nummerplader var meldt ståjlet.
Men bilens fører havde på ingen måde til hensigt at følge politiets anvisninger.
Han fortsatte i stedet ad Molsvej i høj fart.
Flere patruljevogne blev sendt til området, og der blev af flere omgange lagt sømmåtter ud foran flugtbilen, men hver gang lykkedes det føreren at køre forbi politiet.
Politihund jagtede indbrudstyv over ti km
Efter en længere politijagt overtog en af politiets hundevogne eftersættelsen i krydset Ny Lufthavnsvej og Ebeltoftvej ved Tirstrup lufthavn.
Politijagten fortsatte i yderligere 40 kilometer, inden flugtbilen pludselig kørte ind over en mark.
Her fortsatte den to kilometer, inden den satte sig fast, og personerne i bilen flygtede derfor videre til fods.
Hundepatruljen, der på dette tidspunkt var omkring 800 meter fra flugtbilen, satte hundene fri, og kort efter kunne de pågribe de to mænd.
I flugtbilen fandt politiet forskelligt værktøj, og de anholdte erkendte efterfølgende, at det skulle bruges til indbrud.
Begge mænd blev løsladt efter endt afhøring, men føreren af flugtbilen kan se frem til flere sigtelser for overtrædelse af færdselsloven og et erstatsningkrav for den ødelagt mark.