Indsat i fængsel smittet med coronavirus

For første gang er en indsat i et af landets fængsler konstateret smittet med covid-19

En indsat i et dansk fængsel er konstateret smittet med coronavirus.

Det oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Det er det første tilfælde af virussen, der er konstateret i et dansk fængsel.

Kriminalforsorgen oplyser til Ekstra Bladet, at man ikke kan oplyse, hvilket fængsel der er tale om, da det potentielt kan føre til en identifikation af vedkommende, hvilket vil være et brud på lovgivningen.

Den indsatte er blevet konstateret smittet, efter man generelt er begyndt at teste bredere i Danmark, og det har også betydet, at man er begyndt at teste visse indsatte i fængsler og arrester, som viser symptomer på covid-19.

- Kriminalforsorgen kan oplyse, at der er en indsat, som er testet positiv for COVID-19. Det er det første konstaterede tilfælde i kriminalforsorgens institutioner. Den pågældende indsatte har været i karantæne siden indsættelsen og har derfor ikke haft fællesskab med andre indsatte, ligesom personalet har håndteret pågældende efter de gældende retningslinjer, som følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, lyder det fra Lars Rau Brysting, der er sikkerhedschef i Kriminalforsorgen, i pressemeddelelsen.

Indsatte bliver allerede udelukket fra fællesskab ved mindre smitteindikationer for at forhindre smittespredning, oplyser forsorgen. Adgang til fællesfaciliteter bliver desuden begrænset ved tegn på smitte med covid-19.

Foruden det tiltag har man også forsøgt at begrænse smittespredning i fængsler og arrester på anden vis ved at indsatte ikke kan få besøg af pårørende, og at indsatte kun under særlige omstændigheder kan komme på udgang. Derudover bliver der ikke indsat nye dømte, der kommer fra fri fod, i fængslerne. Der sker dog stadig varetægtsfængslinger.