Intime billeder delt: Politiet sender breve til 887 borgere

En omfattende sag om deling af billeder betyder, at næsten 900 borgere vil modtage et brev fra politiet om, at der uberettiget er blevet delt billeder af dem

Har du modtaget et brev, eller har du oplysninger om sagen? Kontakt journalisten her.

Nordsjællands Politi er i øjeblikket i gang med at sende breve ud til borgere i hele landet, som ifølge politiets mistanke har fået delt billeder på internettet uden samtykke.

Ifølge en pressemeddelelse er der primært tale om private billeder af intim og seksuel karakter.

Der er både tale om nøgenbilleder og billeder af personer, der dyrker sex. Det oplyser Kasper Guldager, som er politikommissær hos Nordsjællands Politi over for Ekstra Bladet.

Han ønsker ikke på nuværende tidspunkt at uddybe yderligere.

Efterforsker forhold om blufærdighedskrænkelse
I den omfattende sag er en 25-årig mand fra Hillerød blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse og uberettiget deling af billederne.

Politiet efterforsker alle sagens forhold om blufærdighedskrænkelse, og hvis de forurettede borgere ønsker, at den sigtede også retsforfølges for uberettiget deling af billeder, skal de kontakte politiet på en særlig mailadresse, som fremgår af brevet.

'Vi har stor forståelse for, at det er meget ubehageligt for de borgere, der i den kommende tid får besked om, at billeder af dem, som er taget i en privat stund og med en særlig modtager for øje, er blevet sendt videre og delt uden deres viden eller samtykke. Derfor tager vi også sagen meget alvorligt og gør, hvad vi kan for at hjælpe dem bedst muligt,' siger Kasper Guldager i pressemeddelelsen.

Digital byttebørs
Nordsjællands Politi skriver i pressemeddelelsen, at den sigtede mand er administrator af et mappesystem, hvorfra billederne er blevet delt. Han har formentlig modtaget billederne fra andre eller fundet dem via sociale medier, hvor de så er blevet lagt i mapper, der har fungeret som en form for 'byttebørs'.

Nordsjællands Politi oplyser i pressemeddelelsen, at de har anmodet de platforme, hvor billederne er blevet delt, om at få billederne fjernet.

Politikredsen forventer, at alle borgere, der er identificeret på billederne, vil modtage et brev fra politiet senest i begyndelsen af august. Det vil lande i E-boks, og er man fritaget for brug af E-boks, vil man modtage et fysisk brev.