Iraker fik dom nummer 17: Nu skal han ud af Danmark for evigt

30-årig fik ny fængselsstraf og blev denne gang udvist for bestandigt

Den 30-årige er flere gange blevet anholdt på Vesterbro ved stofindtagelses-rummet H17 på Halmtorvet. Foto: Kenneth Meyer
Den 30-årige er flere gange blevet anholdt på Vesterbro ved stofindtagelses-rummet H17 på Halmtorvet. Foto: Kenneth Meyer

17 gange er en 30-årig udvist iraker nu dømt for at have overtrådt forbuddet mod at rejse ind i Danmark, og denne gang er han blevet udvist for bestandigt.

Dommen er faldet i Københavns Byret i eftermiddag og straffen lød på et år og ni måneders fængsel.

Når dommen er afsonet, bliver den 30-årige sendt ud - givetvis til Sverige, hvor han er statsborger - og han må aldrig komme tilbage til Danmark. Spørgsmålet er så, om han alligevel bliver fristet?

Den 30-årige er flere gange anholdt på Vesterbro ved stofindtagelses-rummet H17 på Halmtorvet. Foto: Kenneth Meyer Krimi Iraker kommer igen-igen: Nu skal han smides ud af Danmark for 17. gang

Ved alle de øvrige domme, hvor han senest er udvist for 12 år til 2031, er han alligevel kommet retur til Danmark, den ene gang oven i købet samme dag, som han blev løsladt fra en fængselsdom i Sverige.

Den 30-årige har tidligere forklaret i Københavns Byret, at han kommer til København, fordi han er stofmisbruger og det er nemmere og billigere at skaffe narkotika i Danmark end i Sverige.

Irakeren var også tiltalt for at have overfaldet fire fængselsbetjente i Vestre Fængsel. Tre af dem samtidigt 18. juni 2017, men den sag nåede ikke at komme med i hans forrige dom.

Irakeren blev anholdt 5. oktober sidste år i Istedgade, hvor han kørte i en svensk registreret personbil og en narkotest viste, at han var påvirket af kokain. Som legitimation viste han, ifølge tiltalen, et forfalsket italiensk kørekort. Det er uvist, hvor længe han havde været i Danmark inden anholdelsen.

Hans seneste dom var fra 24. september 2019 i Østre Landsret, hvor han blev udvist med indrejseforbud til 19. december 2031.

Udlændingeloven er blevet strammet, så overtrædelser af indrejseforbud nu koster mindst et års fængsel og op til tre år, hver gang en udvist ulovligt kommer retur til Danmark.

Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, har denne kommentar til dagens dom:

- Jeg synes, at det er yderst positivt at den anklagede har fået en dom, der bestandigt forbyder ham at rejse ind i Danmark. Problemet er dog, at han bor i Sverige og dermed relativt nemt kan tage til Danmark, som han har gjort adskillige gange tidligere.

- Det taler for mig sit klare sprog. Vi skal have meget stærkere grænsekontrol. Det nytter ikke, at vi udviser samme person 17 gange. Vi må og skal stoppe den her boomerang-effekt, som desværre er indlejret i vores system, fordi for få partier står fast på lukkede grænser.

- Jeg vil tage sagen op med ministeren og få ham til at forklare, hvordan vi undgår den her boomerang-effekt, der koster statskassen millioner af kroner, siger Peter Skaarup.