Iraker kommer igen-igen: Nu skal han smides ud af Danmark for 17. gang

Narko er billigere og nemmere at skaffe i Danmark, mener en 30-årig iraker, som bliver ved med at komme retur, selvom han er udvist

Den 30-årige er flere gange anholdt på Vesterbro ved stofindtagelses-rummet H17 på Halmtorvet. Foto: Kenneth Meyer
Den 30-årige er flere gange anholdt på Vesterbro ved stofindtagelses-rummet H17 på Halmtorvet. Foto: Kenneth Meyer

En 30-årig iraker er som en korkprop, der bliver ved med at poppe op, selv om han 16 gange er dømt til udvisning og smidt ud af Danmark.

Nu er den gal igen, og når politiet onsdag for 17. gang vil have ham dømt til udvisning, skal det denne gang være for evigt, hvor han ved tidligere domme er sluppet med seks eller 12 års udvisning.

Irakeren, der ellers er svensk statsborger, har tidligere forklaret i Københavns Byret, at han er stofmisbruger og kommer til Danmark, fordi det er nemmere og billigere at skaffe stoffer her end i Sverige. Han har forgæves gjort forsøg på at blive stoffri.

5. oktober sidste år klokken 7.50 blev han som ofte før antruffet af politiet i Istedgade og anholdt. Han viste politiet et falsk italiensk kørekort som identifikation.

Overfald på fængselsbetjente
24. april 2018 var han ellers idømt otte måneders fængsel og udvist i seks år for overtrædelse af indrejseforbuddet, og 12. oktober 2018 fik han 15 måneders fængsel og blev udvist i 12 år.

Den ene gang rejste han til Danmark samme dag, som han var blevet løsladt fra en fængselsdom i Sverige.

Den 30-årige er nu også tiltalt ved Københavns Byret for fire overfald på fængselsbetjente i Vestre Fængsel.

Ifølge tiltalen, som han benægter, forsøgte han at nikke en betjent en skalle, sparkede en anden i maven, en tredje fik et spark på låret, og en fjerde blev forsøgt spyttet i ansigtet og truet med ordene: ’Den tager vi bare senere en mod en’.

Udlændingeloven er blevet skærpet, så det nu koster mindst et års fængsel og op til tre års fængsel at overtræde et indrejseforbud, som den 30-årige altså tidligere er dømt for 16 gange.

Her er nogle af den 30-åriges seneste domme for overtrædelse af indrejseforbuddet:

Dom Københavns Byret 16. juni 2017 - udvist til 30. september 2029.

Dom Københavns Byret 24. april 2018 - udvist til 31. juli 2024.

Dom Københavns Byret 12. oktober 2018 - udvist til 8. april 2031.

Dom Østre Landsret 24. september 2019 - udvist til 19. december 2031.