En 34-årig italiener er sigtet for uagtsomt manddrab på sin egen far, den 55-årige Martino Gaudioso, som han under ulykkelige omstændigheder skød under en jagttur i en nationalpark i den sydvest-italienske Salerno-provins.
Det oplyser italienske medier, nyhedsmagasinet Roar Wildlife News og BBC News.
De to mænd var på jagt efter vildsvin og bevægede sig igennem en svært fremkommelig underskov nær byen Postiglione, da den fatale vådeskudsulykke skete.
Sønnen har fortalt politiet, at hans jagthunde gøede. Han så i samme øjeblik en skygge og hørte lyden af knitrende blade i buskadset og troede, at han havde et vildsvin foran sig.
Han afsikrede derfor sin riffel og affyrede spontant et skud i den retning.
Projektilet ramte ikke et vildsvin, men hans fars underliv.
Præsident: Det Vilde Vesten
Den 34-årige jæger slog straks alarm, da det gik op for ham, at han havde begået en alvorlig fejltagelse.
Han forsøgte at hjælpe faderen, indtil redningsfolk og en læge kom til stede. Men det var ikke muligt at redde den hårdt kvæstede jægers liv.
Italienske medier oplyser, at jagtsæsonen i Italien først åbner efter månedens udgang, og at jagt under alle omstændigheder ikke er tilladt i det område, hvor de to mænd befandt sig.
I forlængelse af den dødbringende vådeskudsulykke har Michela vittoria Brambilla, præsident i den italienske interesseorganisation for beskyttelse af vilde dyr og natur La Difesa degli Animali e dell'Ambiente, beskrevet Italien som en 'wild west'-nation for skydegale jægere.
Sergio Costa, Italiens miljøminister, er enig i, at der er behov for tydelig politisk handling. Han har blandt andet talt for et nationalt forbud mod jagter om søndagen.
Debatten raser ikke mindst, fordi den seneste vådeskudsulykke ikke står alene. I det seneste år har tre separate jagtulykker taget livet af yderligere tre mænd på 18, 20 og 56 år. De var alle italienere.