'Det varme spor blev lige lovlig varmt for politiet'.
Sådan skriver Syd- og Sønderjyllands Politi om en patruljevogn, der brød i brand under jagten på indbrudstyve natten til søndag i Blåvand.
- De ser en hvid varebil, der kører imod dem. Det er i sig selv interessant, så de vender og vil køre efter den, og så går der lige pludselig ild i bilen. Så bliver det deres fokus, fortæller vagtchef Bjørn Pedersen.
Udover to betjente var der også to politihunde i bilen, men alle fire er uskadte efter bilbranden.
- Det har de taget i stiv arm. Der skal sgu mere til at ryste dem, siger vagtchefen om sine kollegaer.
Hvorfor der gik ild i patruljevognen, ved Bjørn Pedersen ikke.
- De er jo kørt ud til en alarm, så de har muligvis kørt ild i den. Der er måske kørt lidt hårdt i den, men det skulle der jo ikke gå ild i den af, siger han.
Fangede tyven alligevel
Før der gik ild i vognen, var betjentene på vej ud til et indbrud i en tøjbutik i Blåvand, men inden de nåede derud, stødte de på tyvene, der kom kørende i en varevogn.
Tyvene slap dog ikke værk, bare fordi der gik ild i deres forfølgeres bil. En patrulje fra Varde var også kaldt ud til indbruddet, og mens den ene af tyvene slap væk, lykkedes det at få fat i den anden, en 26-årig mand fra Frederiksberg.
Han er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Da han blev anholdt, beslaglagde politiet den hvide varevogn og cirka 100 mærkevarejakker.