Jagter Stein Baggers millioner: Nu må vi tage fat i ham igen

Kuratoren i konkursboet efter IT Factory ser med interesse på, at Stein Bagger ser ud til at køre rundt i dyr bil

Jagter Stein Baggers millioner: Nu må vi tage fat i ham igen

Efter godt tre år under radaren, kan Ekstra Bladet tirsdag afsløre, hvor frontfiguren bag en af Danmarkshistoriens største økonomiske skandaler, Stein Bagger, befinder sig.

Den bedrageridømte tidligere direktør i IT Factory har vist sig at opholde sig i Sverige, hvor han kører rundt i en Porsche Cayenne, der i Danmark ikke kan erhverves fra ny for under 1,3 millioner kroner.

Se de nye billeder af Stein Bagger herunder:

Ekstra Bladet fandt ham: Se billederne fra Stein Baggers hemmelige liv

Ekstra Bladets afsløringer får nu også Boris Frederiksen, der er kurator hos Kammeradvokaten og dermed manden, der jagter Stein Baggers penge på vegne af kreditorerne, til igen at få interesse for Stein Bagger.

- Ser fra vores perspektiv er det selvfølgelig altid interessant, hvis en fallent synes at have formueforhold, der ikke er helt foreneligt med at være gået konkurs, siger han til Ekstra Bladet.

Boris Frederiksen har læst Ekstra Bladets artikel om Stein Baggers nuværende tilværelse, og det har også vækket hans nysgerrighed.

- Det, jeg tror vi vil gøre, er, at vi vil tage kontakt til Stein Bagger, og så vil vi prøve at spørge efter nogle oplysninger, siger han.

Stein Bagger har - indtil nu - formået at holde sig ude af offentlighedens søgelys. Her er han fotograferet i 2010 på vej til Retten i Lyngby i forbindelse med, at han skulle vidne mod en tidligere samarbejdspartner. Arkivfoto: POLFOTO
Stein Bagger har - indtil nu - formået at holde sig ude af offentlighedens søgelys. Her er han fotograferet i 2010 på vej til Retten i Lyngby i forbindelse med, at han skulle vidne mod en tidligere samarbejdspartner. Arkivfoto: POLFOTO
 

To scenarier
Han fortæller, at han ikke har haft kontakt til Stein Bagger i nogle år, men de nye oplysninger gør det værd at tage kontakt til den dømte svindler endnu en gang. Han fortæller, at henvendelsen kan resultere i to mulige scenarier.

- Det er muligt, at de oplysninger, han giver os, giver mening, og at der ikke er aktiver, der skal fordeles mellem kreditorerne. Det er også muligt, at der er noget at gå efter, og hvis der synes at være noget at gå efter, vil jeg tage fat i de kreditorer, hvis penge jeg forvalter, og spørge om de synes, der skal bruges midler på at undersøge det nærmere, siger Boris Frederiksen.

Stein Bagger er fundet: 'Viser bare at kriminalitet betaler sig'

Han understreger, at Ekstra Bladets artikler ikke alene er nok til at sige noget om, hvorvidt Stein Bagger er i besiddelse af penge, som han ikke burde.

- Det er ikke sådan, at det I skildrer i jeres historie i sig selv behøver være udtryk for noget, der er forkert. Og derfor er det relevant i første omgang at rette henvendelse til ham og sige, at vi også læser aviser, og spørge, om han ikke kan give en forklaring på, hvad der er op og ned, siger Boris Frederiksen.

Hvis Stein Baggers forklaring viser sig at give mening, vil Stein Bagger atter slippe fri af kuratorens klør, hvis hverken kuratoren eller kreditorerne mener, der er noget at komme efter.

- Hvis vi skal gøre mere, koster det jo også penge. Og det må være op til kreditorerne i givet fald at vurdere, om der skal bruges penge på det, siger han.

Har ikke været relevant at kontakte ham
Han fortæller, at Stein Bagger ved tidligere lejligheder, når kuratoren har taget kontakt til ham, har vist villighed til at samarbejde.

- Når vi har haft kontaktet ham, har han egentlig altid været flink til at vende tilbage, siger han.

Han fortæller, at der ikke umiddelbart har været grundlag til at kontakte Stein Bagger de seneste år, men nu vil de altså atter tage kontakt til Stein Bagger, der nu går under navnet Sten Hansen.

- Vi har ikke haft oplysninger, der har gjort det relevant at kontakte ham, og der har været andre ting, der har været vigtigere i sagen, siger han.

Ekstra Bladet fandt ham: Se billederne fra Stein Baggers hemmelige liv

Han forklarer, at der umiddelbart er overblik over, hvad der er op og ned i sagen.

- Vi har lavet den pengestrømsanalyse. Vi ved, hvad der mangler, vi ved hvad der er brugt, og de penge, der mangler, er ikke umiddelbart noget, man kan forbinde med ham. Det er klart, han har noget med det at gøre, i og med han drev virksomheden, men det er penge, som er forsvundet i det amerikanske spor, hvor de er flydt andre veje. Om noget så er flydt tilbage til ham kan jeg i sagens natur ikke sige, men hans livstil har dog heller ikke haft en karakter, der har fået os til at gøre noget i den sammenhæng.

- Det var noget andet, hvis han havde købt Amalienborg og boet dernede, siger Boris Frederiksen.

Stein Bagger blev idømt syv års ubetinget fængsel i 2008. Han blev prøveløsladt i 2014. Det samme år forsøgte Bagmandspolitiet at få ham dømt for hans rolle i Dansk Selfstorage, hvor han formelt var praktikant, men ifølge politiet reelt var direktør. Han endte dog med at være frifundet, og han har siden befundet sig skjult fra det offentlige. Han er altså nu blevet opdaget i Sverige.

Se en gennemgang af Stein Bagger-sagen nedenunder

Jagter Stein Baggers millioner: Nu må vi tage fat i ham igen