Jordan afviser at udlevere drabsmistænkt til Danmark

Jordan nægter at udlevere 22-årige drabsmistænkt til Danmark

POLITIFOTO
POLITIFOTO

Jordan afviser at udlevere 22-årige Ibrahim Al-Kassab, som er mistænkt for mord, til Danmark.

Det oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi til Ritzau.

- Som vi har fået det fortalt, så var han blevet anholdt med henblik på udlevering til Danmark. Så har de juridiske myndigheder i Amman kigget på sagen og sagt, at på det grundlag vil de ikke udlevere ham.

Ibrahim A-Kassab blev anholdt af jordansk politi 6. september på baggrund af Københavns Politis efterlysning.

Dengang regnede dansk politi med, at det kun var et spørgsmål om tid, før den mistænkte blev udleveret, men sådan skulle det ikke gå.

Politiet: Bandefolk jages for mord på 19-årig

Stadig efterlyst
Dansk politi formoder, at han igen er på fri fod, og opretholder efterlysningen.

- Jeg går stærkt ud fra, at de har løsladt ham. Hvis de ikke udleverer ham, så har de vel løsladt ham igen.

- Han er stadig efterlyst internationalt af os - den trækker vi selvfølgelig ikke tilbage, siger Steffensen.

Ibrahim Al-Kassab er sammen med en anden mand mistænkt for drabet på 19-årige Andreas Vo Riis, tidligere kaldet Hamza Samsan. Drabet blev begået på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade på Nørrebro i København 19. maj. Ifølge politiet skete drabet efter et kortvarigt skænderi og tumult i en lille gruppe i forbindelse med hashsalg.

Knivstik i maven
Den 19-årige Andreas Vo Riis døde af et knivstik i maven. Ifølge politiet vurderes drabet ikke til at være et resultat af et direkte bandeopgør, men rettere en intern uoverensstemmelse mellem det 19-årige offer og drabsmændene.

Ibrahim Al-Kassab blev efterfølgende sammen med 23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui efterlyst af politiet efter drabet på den tidligere Syrien-kriger. Begge er ifølge politiet højtstående medlemmer af bandegruppen Loyal To Familia. De er begge to i en tidligere anledning blevet varetægtsfængslet in absentia med en international efterlysning.

Den 23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui er formodet død i Tunesien, hvor han angiveligt skulle have fået et hjertetilfælde og druknet i en pool.

Mystik om drabssigtet på flugt: Formodes død i swimmingpool