Julemirakel: Ung mand overlever lang tid i iskold havn

En 21-årig mand overlevede mirakuløst efter at have ligget i en iskold havn

En 21-årig mand kan prise sig lykkelig over at have overlevet et fald i Randers Havn efter den koldeste nat i meget lang tid.

- Han har været ekstremt heldig, siger politikommisær ved Østjyllands Politi, Thomas Hinge.

Se mere video på localeyes.dk.

Politiet får anmeldelsen klokken lidt over seks her til morgen.

- Der er nogen, som kan høre en person råbe om hjælp. De kan dog ikke se ham, men efter fem minutter får de øje på ham i det indre havnebassin. En af dem kravler ned på kanten, men der er så langt ned, at vedkommende kun kan holde fast i ham. Den anden ringer så til 112 imens. Da en patruljevogn kommer derhen, forsøger betjentene at få ham op, men han er for tung at løfte op med sit våde tøj.

Sådan så morgenen ud i går i Silkeborg. I dag er det endnu koldere. (Læserfoto) Samfund Bidende kold morgen: Her var det koldest

Det var først, da redningsmandskabet ankom, at det lykkedes at få ham op.

- De fik fat i hans bukser med en bådshage, og dermed kunne de trække ham i land og få ham ind i en ambulance.

At han overlevede den lange tid i det iskolde vand, er nærmest et julemirakel.

- Jeg ved ikke præcist, hvor lang tid han har været i vandet, men jeg formoder, at der er gået noget tid, fra vidnerne hører ham, til vi får ham op. Jeg vil gætte på omkring 15 - 20 min. Nogle kloge hoveder vil sikkert sige, at det ikke kan lade sig gøre, men det gjorde det altså heldigvis, siger han.